Sceneversionen har lige siden premieren i 2013 gået med kolossal succes på Broadway frem til 2019, og har vundet både Tony, Grammy og Olivier Awards. I år er musicalen nået her til Dronningens egen by, hvor Det Ny Teater lægger scene og sal til showet – og et show for fuld akustisk, vokal og koreografisk udblæsning er det unægtelig!
At den bagvedliggende historie om den konkurstruede skofabrikant Charlie Price, som ser sin skrantende forretnings redning gennem at forsyne en flok dragqueens med højhælede kinky boots skulle være vokset ud af virkeligheden eller ej, er for så vidt ligegyldig. Hvad der overbeviser ved forestillingen er primært dens iboende tempo og drive, som med hård hånd – undertiden også lidt for hård – fører publikum rundt i manegen med en vokal og scenisk udfoldelse på de højst tænkelige nagler … og støvlehæle.
Dramaturgisk har forestillingens plot ikke de store dybder, så skal sagen reddes hjem, må det være gennem showets timing og optrinenes knaldeffekter lige såvel som i dens sceniske udstråling og kropslige nærværelse. Hvad det sidste angår, er der unægtelig ingen smalle steder.
Den danske iscenesættelse af Harvey Fiersteins og Cyndi Lupers musical er lagt i hænderne på Lee Proud og fremstår yderst effektiv, om end også lidt mere effektiv, end den kan bære hele vejen. Optrinene skifter således undertiden med en vis umusikalsk rytme og falder nærmest lidt over hinanden, så publikum ikke altid mentalt kan nå fordøje hver enkelt scene. Denne febrilske grundrytme passer godt til visse scener, men virker forkert, hvis ikke forceret i andre.
Uanset disse anker, så spiller forestillingen sig hjem i stor og overbevisende stil, takket være især de stærke kræfter som besætter dramaets hovedpartier. Silas Holst som Lola, dragqueen’en over dem alle, må her have fået sit vildeste vild-med-dans-behov tilfredsstillet til overmål. Måske han skulle arbejde lidt hen imod et mere varieret kropssprog når han oppe på de høje hæles tinder ikke blot holder fast i den obligatoriske højre hånd i siden på sin ene fremskudte hofte, mens venstre arm bæres højt hævet med evigt knipsende fingre over det leddeløse håndled. Her virker han en smule ensformig og lader ligesom ikke rigtig dobbeltfiguren skinne igennem. Mærkelig nok står han i 2. aktens scener, hvor han viser sig selv som manden bag Lola, dramaturgisk langt stærkere end i forestillingens mest virtuose dragscener.
Musicalens anden hovedperson, skofabrikanten Price (spillet og sunget af Lars Mølsted) er som skabt til rollen med sit frontale åbne portræt af den personificerede repræsentant for ”normaliteten”. Presset af de økonomiske omstændigheder får han langsomt øjnene op for, at det ”normale” her i menneskelivet er en langt mere relativ størrelse, end han selv har kunnet ane.
Omgivet af gode sekundære rolle-besætninger, kulminerer forestillingen i et finalenummer, der belt bogstaveligt er højt hævet over scenegulvet, og hvor livsglæden over at være ”normal” på den ”unormale” måde for alvor forplanter sig ud over rampen. Først her bliver forestillingen virkelig livsbekræftende, og man forlader teatret i et hæle-opløftet humør. Den finale er virkelig godt gået af alle … sådan helt bogstaveligt!