Juveler på Det Kongelige Teater er en overdådig balletaften fuld af glitrende kostumer og dans., Foto Costin Radu
Den Kongelige Ballet har igen George Balanchines smukke ballet Juveler på programmet - og den er igen en stor nydelse at overvære.
Titel: Juveler
Teater: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: Frem til 21. maj
Balletten Juveler havde premiere i New York i 1967 og er en helaftensballet - dog uden en egentlig handling. Som titlen antyder tager den sin inspiration i forskellige juveler - de grønne smaragder, de røde rubiner og de gnitrende diamanter.
Med udgangspunkt i ædelstenenes farver får vi tre forskellige balletter med hver deres stilmæssige grundlag. Den grønne smaragd åbner med en hilsen til den romantiske franske periode med musik af Gabriel Fauré. Ligesom musikken er storladen smuk, nærmest melankolsk, er også Balanchines trin til denne del æstetisk fremragende med smukke formationer og en pas de deux med meget svære balancer. Pas de deuxen blev danset fortrinligt af Sebastian Haynes og Emma Riis-Kofoed, mens Carling Talcott-Steenstra, Camilla Ruelykke Holst og Alexander Bozinoff tager sig af den forførende pas de trois.
I anden del som er de røde rubiners dans er musikken af Igor Stravinskij, og stilen er flirtende fræk og jazzet som en aften i den amerikanske storby New York der i mange år blev Balanchines hjem og hvor han stiftede New York City Ballet. Den stilsikre solist var Astrid Elbo i flot form, mens den sprælske og legende pas de deux blev udført med glimt i øjet af Holly Dorger og Jón Axel Fransson.
Aftenens finale er den gnitrende flotte Diamanter til musik af Pjotr Tjajkovskij og med hilsen til de store russiske balletter med fejende flotte koreografi og bravur. Her er både korps og solister i prægtige i udførelsen af koreografien, og som kransekagefigurer er Caroline Baldwin og Andreas Kaas en fornøjelse på scenen.
Sidst balletten var oppe i 2017 var vi meget begejstrede og gav seks stjerner - denne gang er fornøjelsen ligeså stor og seks funklende stjerner kan regne ned over en imponerende balletaften på den smukke Gamle Scene på Kongens Nytorv.