Flot sunget rock-mord

Der er blevet lovet dirrende seksuel tiltrækning, jalousi og mord samt en handling, der vil få dig til at sidde på kanten af stolen i spænding på Fredericia Musicalteater, når vi går ind til den gennemkomponerede musical Murder Ballad. 

Scenografien er da også indbydende med den forførende røde farve og natklubstemning og en stor catwalk ud i tilskuerrummet, så vi kan komme helt tæt på handlingen. Der er bare ikke meget handling at komme tæt på, og det er forestillingens store problem. 

Vi møder fire mennesker – en kvindelig fortæller og to mænd omkring en kvinde, de begge vil have. Først er det den rå bartender Tom, som møder Sara, og de indleder et passioneret forhold med masser af sprut og fester. Men hun møder den universitetsstuderende Michael og indleder et forhold med ham. Sara og Michael bliver gift og får et barn, men hun savner det vilde liv og render ind i Tom igen. De indleder et kort forhold, der får jalousien til at spire – og et mord venter forude.

Manuskriptet er bare svagt, og vi er fuldstændig ligeglade med de medvirkende, og hvem der slår hvem ihjel. Der sker absolut intet, mens de medvirkende synger og synger og prøver at skabe en dybde, der ikke er skyggen af. Nogen seksuel spænding er der heller ikke i luften, mens de fire musicalartister af instruktøren Mads M. Nielsen er sat til at gå rundt og rundt i salen og på catwalken i de halvanden time forestillingen varer. 

Jeg holdt hurtigt op med at sidde på kanten af sædet i spænding og begyndte at overveje, hvor forestillingen skulle hen; den skulle ingen steder og overraskelsesmomentet til sidst er grebet ud af luften og kikser totalt.

Man kan dog glædes over et meget velsyngende hold på scenen og et rigtig godt orkester under ledelse af Casper Facius. 

Musicalen er skrevet af Julia Jordan, og man mærker en god tæft for det musikalske, meget i tråd med Jonathan Larsson, men hun skulle have haft hjælp til at skabe en historie og nogle personer med noget på hjerte. Teksten var dog oversat meget mundret og sangbart af Mads Æbeløe, men man havde oftest besvær med at høre hvad der blev sunget – især af de kvindelige medvirkende. Det lød som om at man mere har fokuseret på lyd end på at få teksten frem. 

Murder Ballad blev ikke den berigende oplevelse, man kunne have håbet. Forestillingen var heller ikke en stormende succes hverken i London eller i New York, men jeg kan godt forstå, at man som musicalsanger gerne ville give sig i kast med at synge musikken – den er formidabel. Jeg har dog selv opgivet at høre musikken færdig, når jeg har sat den på derhjemme, fordi jeg ikke synes den skal nogen steder hen og derfor bliver kedelig.

Jeg havde desværre den samme oplevelse i teatret.