Det er både korporlig og verbalt at det bliver kæmpet i komedien The Money Shot i Krudttønden., Foto Down the Rabbit Hole
Teatret Down the Rabbit Hole har igen Hollywood-komedien The Money Shot af Neil Labute på plakaten. Denne gang spiller den i Krudttønden på Østerbro, og den er stadig en overrumplende sjov og skarptunget komedie.
Titel:
The Money Shot
Teater:
Down the Rabbit Hole på Krudttønden
Spilleperiode:
12. - 28. maj 2022
Vi er hjemme hos Karen. Hun er en glamourøs filmstjerne, som er sprunget ud som lesbisk, og bor sammen med kæresten Bev, der er filmklipper. Hun er i gang med at indspille en film sammen med Steve, der er en aldrende actionstjerne, og han er kommet til middag sammen med sin kæreste – den unge, ambitiøse Missy.
Grunden til middagen er, at den hot-shot europæsiske filminstruktør, der instruerer filmen, de medvirker i, vil have, at de skal lave en ægte sexscene istedet for at lade som om. De mener begge, at det kan skyde deres lidt henfaldne karriere i gang igen – men de behøver deres partneres accept.
Det kommer der en lang række skapre replikker ud af – en slags moderne Hvem er bange for Virginia Wolf med Hollywood som glitrende baggrund.
Det er sjovt og frækt med en masse lussinger til den moderne kultur, hvor det ikke at vide noget er en dyd, og kun hvis det står på en wikipedia-relateret side, er det sandhed. Det er sjovest, når vi er i det lag – mindre sjovt når manuskriptet bliver lidt kalkuleret med både spisevægring og kunstig insemination.
Dina Rosenmeier og Tomm Voss er velspillende og troværdige som de feterede skuespillere, der prøver at holde karrieren kørende, selvom alderen er begyndt at trykke. Dorte Rømer og Mikka Deleuran bliver lige vel karrikerede som hårdtslående lesbisk og hysterisk bimbo, men de fires samspil er forrygende skægt at overvære.
Det hele er iscenesat i godt tempo af Jerymy M. Thomas, og man havde næsten gerne snuppet det hele i et stræk uden pause.
Forestillingen spilles på engelsk, men det er meget let at følge, for de medvirkende har en dejlig tydelig diktion. Så tag bare til skarp og vittig komedie om Hollywoods bagside i Krudttønden resten af maj.