Wallmans tilbage med festligt sing-a-long show

Det er en en unik, skøn og festlig aften når man besøger Wallmans i Cirkusbygningen, ingen tvivl om det. Den tætte atmosfære af cirkushistorie blandet med lækker mad, glitrende underholdning og feststemning er uimodståelig hvis man lader sig selv forføre af den, og hvorfor skulle man ikke det i disse tider med stadig lurende corona, og en igangværende krig i Ukraine. 

Hvis vi snupper maden først er den virkelig i top, og det er igen ganske forbløffende hvor hurtigt og nemt man får serveret varm mad i top kvalitet til hen imod tusind mennesker i Cirkusbygningen. Vi begynder med den traditionelle suppe som næsten altid er hele aftenen værd! Igen i år skuffer den pikante blandning af Blomkål, hvid chokolade og chili da heller ikke. Vi får senere hen delikate tapas, oksemørbrad med trøffelemulsion og som dessert Cremet key lime pie og Hvid Chokoladekage. 

Det er vigtigt for Wallmans at maden er i top, som underholdningen også er det. Og underholdningen i år er professionelt udført, og har også lysende highlights - men det synes som om at for mange numre ligner hinanden, og der er lige lovlig for meget gang i sing-a-longen efter min smag.

Jeg husker showet fra 2019 som værende fuld af kant, og med et herligt queer glimt i øjet i de store dansenumre og shownumre på scenen. I år det stort set væk. Især fordi man har taget valget kun at hyre kvindelige dansere, det gør at dynamikken ikke bliver så interessant og at dansen og koreografien bliver mere baggrund end den plejer, og det er synd. 

Smukke Megan Moore er en toptunet værtinde - men også her bliver det næsten lidt for glat og poleret. Der synes ikke at være meget interaktion med publikum andet end Hey er i der? og så skal vi råbe Hey tilbage - ingen hurtige stikpiller eller særlig kontakt, det kunne være hvilket som helst publikum hvilken som helst aften der sad der, og man havde på fornemmelsen at de samme ting vil blive sagt - og det bliver derfor en smule upersonligt. 

Artisterne er gode startende med Beate Surmiak og Jamie Swan der sensuelt laver håndakrobatik, sidstnævnte fremfører også aftenens topnummer, med den mest sexede badekarsrutine man har været vidne til. I mellem de numre er den lille vimre og nuttede Jonathan Young fiks på en komisk poledansetur.

På sangerfronten er Robert Lukian aftenens stjerne - men får måske også lige lovligt meget plads - og igen gør det at alt for mange numre kommer til at ligne hinanden.

Man begynder forrygende effektivt med et Roaring Twenties potpourri, og slutter med et brag af en finale med sange af Max Martin - som ingen rigtig kender som person, men alle kender hans sange. 

Abba sing-a-long er også fint - og det samme er Elvis nummeret - men koreografisk ligner de også hinanden.

Er Wallmans blevet "straight"? Ikke helt -  men man kunne godt ønske sig lidt mere frækt glimt i øjet når det kommer til køn og seksualitet - som man tidligere har haft i Wallmans.