Der er gang i overspillet i forestillingen Spilleren på Betty Nansen Teatret. , Foto Camilla Winther

Fra mesterroman til farce-performance 

Af Knud Arne Jürgensen 10. oktober 2022

Dostojevskijs roman er på Betty Nanset Teatret forvansket til hæsblæsende Casino-freakshow.

Titel: Spilleren

Teater: Betty Nansen teatret

Spilleperiode: Til 30. oktober 2022

Blandt Dostojevskijs mesterromaner hører Gambleren fra 1866, hvori han gennem hustjeneren Alexeis figur skildrer sin egen personlige svaghed ved konstant at fortabe sig i roulettens dragende spændingsfelt og muligheden for at opnå uendelig rigdom. Med indgående menneskekundskab og psykologisk sans får vi her et vidtfavnende persongalleri præsenteret, der alle har deres eget personlige roulette-spil kørende, men som alle har det tilfælles, at de ligesom Casino-spilleren kun har ét i sigte, erhvervelsen af hurtig og let rigdom.

Dette fint skildrede persongalleri er i Betty Nansens Teatrets forestilling Spilleren med Line Knutzons dramatisering og Elise Kragerups iscenesættelse desværre blevet reduceret til et fladt og frontalt scenisk show, der kun forøger at hente de hurtige stik hjem, men ikke et øjeblik søger om bag personerne.

Man aner dette allerede i programmets intentionsforkyndelse, der med al sin åbenlyse belæring fortæller os, hvad vi har hørt til trivialitet siden 1960’erne om vor egen tids dårskab, og som med iscenesætterens egne ord lyder:

”Vi er i en verden, der forveksler menneskets værd med statussymboler. Penge, ungdom, skønhed, adgang til sex, succes på jobbet. Markører, som er med til at fortælle omverdenen, at du er noget værd. I hvert fald den verden, vi har bygget op”….

Er vi virkelig ikke kommet længere end denne fortidige refleksion? Jeg tror nu nok, der er flydt mere vand gennem åen til at vi stadig skal sidde fast i denne form for tidsfloskler.

Forestillingen står med al sin farce- og teaterkliché-komik i hvert fald ubehjælpsomt stille, selv om samtlige aktører tydeligvis har fået besked på at holde tempoet i et overgearet og aldeles ureflekterende tempo. Dette på trods af, at der reelt er store menneskeskæbner på spil i sujettet. Men nej, ikke en eneste af dem får af Knutzon lov til blot at afdække en flig at deres sande indre, men holdes derimod fast i stramme og tomme crossgender tricks og personlige udstasninger af enhver tænkelig art, der bare aldrig har noget dybere at afsløre om personerne bag.

Centralt står den gamle rige enke, hvis penge alle vil have fingre i, men som hun selv beslutter at spille op på Casino’et. Hendes figur (Tammi Øst) bliver reduceret til en ren slapstick-person med et karikeret outfit som en anden Dame Edna og/eller andre mere eller mindre nulevende hjemlige society-personligheder. Det er bare ikke nok med denne repetitive sceniske fremtoning, der konstant spilles på det karikerede og intet andet.

Alexei, der i romanen er jeg-fortællerfiguren, fremstilles her som en naiv, tumpet og let enfoldig assistent med en meget forsinket selvindsigt, ja rent ud sagt så håbløst naiv, at det er totalt utroværdigt. Igen her en klovne-attitude, som desværre præger hele bearbejdelsen og iscenesættelsen af forlægget. De øvrige figurer står ikke tilbage i overgearethed og outrerede teaterklichéer, der igen kun trætter i længden.

Når forestillingen for én stjerne, skyldes det alene den energi, som aktørerne afleverer showet med fra først til sidst. Den samme grad af energi, som det også krævede undertegnede for at stå forestillingen igennem fra tilskuerpladsen.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Tag på rejsemesse og få inspiration 

2022 var året, hvor vi næsten havde lagt coronaen bag os, og med en fifty-fifty fordeling på at nogle stadig h...

Vi har for længst lagt sommeren bag os, og det kan på sin vis være trist nok, men man siger ...

Hvor meget rejser du?

At komme væk fra hverdagens stress et par dage, søgen efter den første sol i foråret, eller den sidste sol i e...

Det er ved at være seks år siden, vi sidst spurgte jer læsere om jeres rejsevaner, og s&arin...

Det lykkedes at få skabt et fint dystopisk fremtidsbillede på Husets Teater, men der er ikke meget andet i forestillingen A Play.

Dystopisk tristesse

På Husets Teater har man lukket dørene op for et samarbejde med Dansehallerne og den koreografiske gruppe Inst...

23. nov

Harry Styles stråler som 'My Policeman' i et homofobisk Efterkrigseuropa  

Med VM i Qatar bliver vi for tiden mindet om vigtigheden af menneskets frihed og værdighed. Især når det ikke...

22. nov
Der er godt kan i skørterne i Miles Hoares friske koreografi til West Side Story på Operaen.

Musicalhit i Operaen

Det Kongelige Teater har sikret sig en succes med Thomas Bendixen og Miles Hoares moderne og flotte udgave af ...

19. nov
Det er i de store fælles shownumre at årets forestilling virkelig imponerer.

Julespas i højt humør

Årets Crazy Christmas Cabaret er en af de bedste i lang tid med især et forrygende hold af yngre spillere. 

16. nov