Den danske serie er Den Jyske Operas prisværdige indsats for at give glemte, danske operaer en chance for igen at blive hørt og set af publikum, en indsats der er så meget desto mere prisværdig, da man, i modsætning til obskure værker fra fx det italienske, franske og tyske operarepertoire, ikke har indspillet disse værker i pladestudier eller udgivet koncert- og live-optagelser af dem på cd eller dvd. Hameriks ”La vendetta” er værk nummer fem i den danske serie, og da den kun varer ca. 45 minutter, er den koblet sammen med Leoncavallos bedst kendte opera, ”I pagliacci”, hvis længde er ca. 75 minutter. Hameriks musik er ikke særlig kendt herhjemme, hvilket sikkert skyldes, at han studerede i Tyskland og Frankrig, skrev ”La vendetta” til La Scala-Operaen i Milano i 1870, da han var 27, og derefter i over 20 år boede i USA. Hans musik er imidlertid værd at stifte bekendtskab med, ikke kun ”La vendetta”, men også hans syv symfonier og et requiem, som jeg lyttede til for at forberede mig på Den Jyske Operas dobbeltforestilling.
OM VERISMO
Den italienske genrebetegnelse verismo kommer fra det italienske ord ”vero”, der betyder ”sand”. Startskuddet til denne genre lød i 1890, da Mascagnis enakter ”Cavalleria rusticana” havde premiere, og verismoens programerklæring lød på, at man ville vise sande følelser på scenen. Ikke flere antikke guder og helte, ikke flere middelalderlige prinsesser og riddere – man ville åbenbare livets utilslørede råhed blandt jævne mennesker. Komponisterne i denne bevægelse tilhørte komponistgenerationen efter den italienske operas største mester, Giuseppe Verdi (1813 – 1901), og talte bl.a. Puccini, Mascagni, Leoncavallo, Cilèa og Giordano. Et lettere forvirrende faktum er, at ikke alle disse komponisters operaer var af veristisk karakter. Generationen af komponister kaldtes ”giovane scuola”, hvilket betyder ”den unge skole”, og alle verismo-operaer kan således kategoriseres som giovane scuola, men alle giovane scuola-operaer er ikke verismo. Et godt eksempel herpå er Puccinis ”Madame Butterfly” og Cilèas ”Adriana Lecouvreur”, der har en for sentimental natur til at være verismo-operaer. I programmet til ”La vendetta & I pagliacci” skriver Den Jyske Operas operachef og forestillingens instruktør Philipp Kochheim om verismo: ”Publikum skulle straks kunne identificere sig med menneskene på scenen. Denne tendens blev mere udbredt i verismen fra 1870’erne og kulminerede i mesterværker af komponister som Puccini, Mascagni og Leoncavallo.” Det er imidlertid ikke korrekt at verismogenren startede i 1870’erne, selvom det ville passe godt ind i Kochheims koncept for forestillingen, da ”La vendetta” dermed ville komme til at tilhøre denne genre, ligesom dens følgesvend, ”I pagliacci” fra 1892, gør. Verdis ”Aida” fra 1871, den sidste opera i hans mellemperiode, som først fik en efterfølger, da han indledte sin modne periode i 1887 med ”Othello”, og Ponchiellis ”La Gioconda” fra 1876, fra hvilken danske lyttere sandsynligvis er bedst kendt med balletsatsen ”Timernes dans”, er på ingen måde veristiske – skønt man måske kunne argumentere for, at der er veristiske tendenser i aspekter af handlingen i ”La Gioconda”, er begge værker grundlæggende romantiske, hvilket musikken tydeligt demonstrerer med sit formsprog, som er mere stiliseret end det, man senere brugte i verismo, og den større vægt på sangbare melodier. Verismen begyndte som sagt først i 1890 med ”Cavalleria rusticana” og havde sin storhedstid de næste par årtier – Puccinis ”Kappen”, som er den første af de tre enaktere i hans triologi ”Il trittico” fra 1918, er et af genrens sidste mesterværker.
OM DRAMAET
Både musik og drama i ”La vendetta” viser også, at denne opera er romantisk, ikke veristisk. Musikken minder mere om Catalani, en italiensk komponist fra giovane scuola, som helt bevidst valgte ikke at skrive veristisk men derimod var inspireret af Wagner og dermed lagde større vægt på den orkestrale rigdom end sine italienske samtidige, som Leoncavallo eller Puccini. Dramaet handler om Vitollo og Estella, der har samme mor, noget der tilsyneladende først er kommet til Vitollos kendskab for ganske nylig, for han har uheldigvis forelsket sig i Estella. Da han finder ud af, at hun er forelsket i Orso, hvis onkel er skyld i Vitollos families deroute, skyder han for at dræbe Orso men rammer i stedet Estella, som dør.
Den danske titel på ”I pagliacci” er ”Bajadser”, hvilket er et navn fra commedia dell’arte-genren, hvis bedst kendte figurer herhjemme er Harlekin og Columbine, der fremfor alt kendes fra Tivolis Pantomimeteater. Operaen handler om en italiensk teatertrup, der rejser fra by til by og spiller disse traditionelle stykker på deres blokvogn. Truppens leder, Canio, er gift med dens halvt så gamle primadonna, Nedda. Hun elsker imidlertid den unge bonde, Silvio, hvorfor hun afviser skuespilleren Tonios tilnærmelser, der derfor afslører hendes affære for Canio for at hævne sig. Da truppen opfører sit teaterstykke, og Canio som Bajads hører Nedda som Columbine love Harlekin at møde ham samme aften, præcis som hun tidligere gav Silvio samme løfte, flyder virkelighed og teater mere og mere sammen for Canio, som til sidst dræber Nedda og Silvio.
OM ISCENESÆTTELSEN
”La vendetta & I pagliacci” er endnu en af de såkaldte ”konceptiscenesættelser” som operagængere i snart mange årtier har måttet trækkes med. Man får indtryk af, at instruktører, dramaturger, producenter, eller hvad de nu vælger at kalde sig, mener, at operalitteraturens store mesterværker i bund og grund er håbløse og ubehjælpelige og derfor skal reddes ved hjælp af et eller andet koncept, som trækkes ned over det oprindelige værk og uvægerligt forringer det. En sjælden gang imellem, som da Operaen opførte Mozarts ”Idomeneo” i starten af 2020, støder man på en moderne opsætning, der rent faktisk giver mening, men i langt de fleste tilfælde er disse produktioner kedelige og irrelevante og skaber mere forvirring end forbedring, da den mentalitet, der herskede, både i det miljø og i den tidsperiode, hvor værket oprindeligt foregår, og i det århundrede, hvor værket er skabt, ser anderledes på væsentlige punkter som moral og kærlighed, end vi gør i dag, og den sceniske ”transposition” til et mere nutidsnært miljø derfor fratager centrale punkter i handlingen deres prægnans og mening.
I Philipp Kochheims opsætning af ”La vendetta & I pagliacci” er vi imidlertid ikke blot vidne til endnu en kedelig og irrelevant produktion men derimod regulær kulturel vandalisme. I 1990 sagde en af forrige århundredes største sopraner, Elisabeth Schwarzkopf, i et interview med Newsweek: ”So far no one has dared go into the Louvre Museum to spray graffiti on the Mona Lisa, but some opera directors are spraying graffiti over masterpieces”, og det er samme følelse, man sidder med efter at have overværet ”La vendetta & I pagliacci”. Forestillingen er konciperet som et operakompagnis opsætning af ”La vendetta”, hvorefter kompagniet i første halvdel af ”I pagliacci” forbereder sig på at holde prøve på commedia dell-arte-forestillingen, der så opføres i anden halvdel af ”I pagliacci”. Koret, der i Leoncavallos oprindelige version er indbyggerne i en landsby, som den omrejsende trup er ankommet til for at opføre deres forestilling, skal nu forestille at være medarbejdere i operakompagniet, og de render rundt og sætter lys, holder korprøve, strikker og meget andet, der er totalt irrelevant for dramaet. Mange ting giver ingen mening: Når Canio i ”I pagliacci” erklærer overfor Nedda, at ”jeg vil høre dig sige din elskers navn, før jeg tilsmudser denne kniv med dit stinkende blod”, har han ingen kniv i hånden, når skuespilleren Beppe i commedia dell’arte-rollen Harlekin synger sin off-stage-serenade til Nedda/Colombine, befinder han sig allerede på teaterkompagniets scene, og sådan kunne man blive ved.
Men disse kritisable ændringer, der mudrer plottet, er desværre småting i forhold til den smagløse seksualisering, ”La vendetta” udsættes for, og den meningsberøvende forfladigelse, der trækkes ned over ”I pagliacci”. I ”La vendetta” skal Estella befamles af både sin stedbror og af sin elskede på en decideret frastødende måde, hvilket på ingen måde giver mening. I operaens oprindelige inkarnation er der tale om en kvinde, der føler dyb skam, fordi hendes mor var hendes far utro, hvorfor Estella er født udenfor ægteskab, et syn på moral og kærlighed, der på ingen måde er foreneligt med den måde, Kochheim får Estella til at opføre sig på i Den Jyske Operas version. Denne foregår desuden engang i 1900-tallet, sandsynligvis mellem 1940 og 1950 at dømme ud fra snittet på Estellas kjole, en tidsperiode hvor det heller ikke var kutyme at sprede sine ben og lade sine lår kærtegne og kysse i det offentlige rum. Desuden foregår dele af stedbrorens forsøg på at forgribe sig på sin søster til smuk og harmonisk musik, et sikkert tegn i enhver moderne produktion på, at instruktøren har taget sig for store friheder og vægter sit eget koncept over det oprindelige værk.
Canio i ”I pagliacci” har et eksplosivt temperament og beskrives direkte som voldelig af Beppe i slutningen af operaens første del. Da Nedda er blevet alene på scenen, efter teatertruppen har reklameret for aftenens forestilling, synger hun derfor om, hvor bange hun er for, hvad Canio ville gøre, hvis han opdagede hendes affære med Silvio, hvorefter hun lader sig rive med af solen og fuglesangen på den dejlige augustdag. Hele Nedda-figuren er forfladiget fra Kochheims side ved at gøre hende til en forfængelig og overfladisk kvinde, der tager selfies i starten af operaen, senere brillerer med teenage-agtig surmulen overfor Canio, skønt hun i recitativet til sin smukke arie synger: ”Jeg slog øjnene ned af frygt”, og i samme arie, der tydeligvis er ment som et inderligt udtryk for stærke følelser fra Leoncavallos side (og han skrev både tekst og musik til ”I pagliacci”), bruger meget af tiden på at tale i telefon med Silvio, danse rundt, og læse i/se på/kaste med rollehæfter/kostumeskitser/prøveplaner, eller hvad det nu skal forestille. Endelig slutter operaen ikke med, at Canio dræber både Nedda og Silvio, som den oprindelige tekst foreskriver – Silvio, der også forfladiges i starten af sin duet med Nedda ved at fjolle rundt med en af kompagniets parykker og ikke tager Neddas angst for Tonio, der har prøvet at forgribe sig på hende, seriøst, forbliver i live.
Desuden er produktionen ikke noget at skrive hjem om rent visuelt. ”La vendetta” er mest vellykket – den foregår i en bar, som isoleret set er en flot scenografi, men hvis store, nedhængende, kugleformede lamper nogle gange er for tæt på de medvirkendes ansigter og dermed berøver publikum muligheden for se deres mimik så tydeligt, som man kunne ønske. Scenografien til ”I pagliacci” er decideret grim. Plastikstole med metalben, grimme vægge, der skal forestille bagsceneområdet på et teater, kedeligt nutidstøj og meget andet, som vi alle sammen kan se hver eneste dag, når vi går på arbejde eller henter børn i institution eller tænder for tv’et. Hvad er pointen med, at så mange operaiscenesættere pinedød VIL forsøge at efterligne og konkurrere med film og tv? Hvor er det eventyrlige og magiske ved T-shirts, jakkesæt og andet tøj, som vi alle sammen går i? Jeg forstår det simpelthen ikke, så jeg må nøjes med at sige, at det på INGEN måde var en fornøjelse at se denne forestilling rent visuelt. Jeg fastholder, at der er tale om kulturel vandalisme, uanset at det muligvis vil falde nogle af vores læsere for brystet.
OM DE MEDVIRKENDE
Jeg så forestillingen, da Den Jyske Opera på sin turné nåede til Gamle Scene i København d. 7. november. I ”La vendetta” optrådte Dorothea Spilger som Estella, Michael Bachtadze som hendes halvbror Vitollo, og Romanas Kudriašovas som hendes elskede Orso. Spilger har en smuk og fyldig mezzo-sopran, som det var en sand fornøjelse at lytte til, også selvom hun i starten af operaen klang en smule skarpt, når hun skulle synge forte i stemmens høje register. I modsætning til mange andre sangere i dag har hun desuden forstået vigtigheden af at udvikle sit brystregister, et vigtigt punkt for at kunne have en teknisk velfungerende stemme. Bachtadzes baryton har ikke en særlig individuel klang, men til gengæld bruges den med en sikker teknik. Kudriašovas’ barytonstemme klangt næsten tenoralt i aftenens første opera men af den grund ikke mindre smukt – både han og Spilger er bestemt sangere, som det er værd at holde øje med fremover.
I ”I pagliacci” kunne man igen høre Bachtadze og Kudriašovas, denne gang som hhv. Tonio og Silvio. Silvios parti ligger dybere end Orsos, og skønt Kudriašovas sang smukt i ”La vendetta”, fornemmede man, at hans stemme kom mere til sin ret som Silvio. Ruslana Kovals Nedda var til gengæld ikke specielt vellykket – hun havde flere gange ikke luft nok til sine lange toner, og hun var svær at høre i stemmens dybe register. Om det skyldes, at hun netop denne aften var i dårlig form, generelle tekniske problemer, eller dirigentens ekspansive tempi, skal jeg ikke kunne sige. Der var heller ikke meget vokalt kød på Michael Has Beppe, selvom han sammen med Koval fik skabt nogle fine komiske øjeblikke rent skuespilmæssigt i anden halvdel af operaen. Iurie Ciobanus tenor klang derimod rigtig smukt, i hvert fald rent vokalt. Som forestillingen skred frem, blev man dog i tiltagende grad irriteret over hans tendens til at lave for mange portamenti, dvs. at glide ind på tonen nedefra, en effekt, som, hvis den udføres smagfuldt benyttes med måde, kan højne både musikken og dramaet, men som ved overdreven brug bliver et irritationsmoment. Desuden var partiet som Canio måske lidt i den tunge ende for Ciobanu, men desuagtet er det ikke hver dag, man får lov at høre så smuk en tenorklang live i København.
Udover solisterne medvirkede Odense Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor under ledelse af Christopher Lichtenstein. Koret sang smukt, og orkestret klang også rigtig fint, bortset fra nogle få fejlgreb hos messingblæserne. Orkestret havde dog en tendens til at overdøve sangerne, men hvorvidt det skyldes Lichtensteins direktion eller Gamle Scenes akustik, når man sidder i parkettet, er jeg ikke i stand til at afgøre – jeg gætter på, at sidstnævnte er tilfældet. Lichtenstein kælede for partituret, og selvom hans tempi i ”I pagliacci” havde en tendens til at være lidt vel langsomme, så dramaet mistede noget af sin nerve, fx i Neddas arie og hendes duet med Silvio, bragte det også mange smukke detaljer frem.
Som man nok har fornemmet, når man har læst denne anmeldelse, var jeg på ingen måde fornøjet med forestillingen, og det skyldes primært Kochheims visuelt grimme, usmageligt seksualiserende, og følelsesmæssigt forfladigende produktion. Den fortjener nul stjerner, og den eneste grund til, at forestillingen samlet sniger sig helt op på to stjerner, er musikken og dens udførelse. Leoncavallos opera er simpelthen fantastisk musik, og Hameriks musik til ”La vendetta” var en meget positiv overraskelse, som jeg håber at kunne lytte mere indgående til i fremtiden. Derudover skal især Dorothea Spilger og Romanas Kudriašovas roses for den klanglige skønhed og tekniske sikkerhed, de begavede publikum med – på en aften med så mange dårlige punkter var det lige så velkomment som en flaske vand på en ørkenvandring!