Musicalhit i Operaen

Trods skønhedsfejl bliver Det kongelige Teaters nyeste rejse ind i musicalens verden en succes for nationalscenen. West Side Story er dog også en af musicalgenrens største klassikere - og med et stort symfoniorkester til at spille Bernsteins ikoniske musik, samt en hold fremragende sangere til at fortolke Bernstein og Sondheims sange kan det næsten heller ikke gå galt. 

Man kan måske sige at moderniseringen primært ligger i det sceniske udtryk - man har ikke valgt at modernisere Arthur Laurents manuskript, der unægteligt hænger lidt for godt fat i 1957 og bliver temmlig gammeldags i sin persontegning. Selvom Spielbergs filmversion fra 2021 ikke kommer helt op og rammer den magi den gamle film fra 1961 havde, lykkedes det Spielberg at opdatere dialogen så det gamle teaterstøv går af den. Det lykkedes ikke så godt på Operaen. 

Jeg fandt også det konstante svævende nærvær af orkestret en smule irriterende i længden. Det tog fokuseringen og intensiteten væk fra scenerne, at man konstrant havde et orkester kørende op og ned på en stor sceneelevator. Det tager især livet ud af slutningen, der ikke rigtig rører nogen. 

Men når det er sagt, er der meget at glæde sig over i Det Kongelige Teaters storslåede udgave. Ikke mindst Søren Torpegaard Lund som Tony. Han synger måske nok den smukkeste udgave af hittet Maria jeg nogensinde har hørt, og hans Tony rummer den længsel efter noget andet end at være medlem af en gadebande, der gør at hans figur bliver et følsomt centrum i forestillingen - han nærmest overskygger Maria, der ellers spilles og især synges smukt af Emile Groth Christensen. Derfor bliver denne West Side Story i højeste grad Tonys historie. Julie Steincke er den mest perfekte Anita man kan finde i hele kongeriget, med skarpe trin i dansen og gnister i øjnene, men også følsom og sårbar når tragedien rammer. Hendes Bernando bliver lidt udvisket i Luc Boris André Kouadios skikkelse - og i det hele taget er The Sharks svagere end The Jets i denne udgave. Det skyldes tildels også, at koreografen Miles Hoare har givet The Jets langt mere og bedre koreografi end The Sharks, der ender med at blive lidt repetitive at se på i deres scener. Men ellers er Miles Hoares koreografi fuld af energi og bliver danset med nerve og præcision af ensemblet.

Hos The Sharks er der til gengæld en stærk leder i form af Lukas Toya som Riff, og solide præstationer fra Mikkel Moltke Hviilsom som den hidsige Action og Josephine Raahauge som drengepigen Anybodys. 

I de voksne roller bliver der trådt lidt for meget i karikaturpedalen af Martin Loft som fjollet leder af skoleballet. Til gengæld er Steen Stig Lommers racistiske politikommisær og Peter Oliver Hansens livstrætte Doc mere troværdige i rollerne. 

Grunden til at West Side Story er blevet den kæmpeklassiker den er, er ene og alene på grund af Bernsteins musik -og den nyder man i fulde drag, når Det Kongelige Kapel spiller den for fuld skrue under ledelse af Robert Houssart. 

Som nævnt, forsøger Palle Steen Christensen som scenograf og Astrid Lynge Ottosen som kostumedesigner at skabe et mere moderne tidsløst look på forestillingen, og det lykkedes ganske imponerende med hjælp fra lysdesignet af Mathias Hersland.

Broadway fik en radikal anderledes moderne West Side Story i 2020 lige inden corona ramte første gang. Det Kongelige Teaters version er mere traditionel og holdt i den tid musicalen er skrevet i. Så, man kan roligt tage til Operaen og få sig en ganske fornøjelig og gribende musicaloplevelse.