The One That I Want

Man kan ikke beskylde de medvirkende i denne opsætning af Grease fir at have den rette alder til at spille rollerne. Der er langt fra 17 til den alder, de forskellige skuespillere og sangere har på scenen, men til gengæld er der masser af spilleglæde og erfaring. 

Det er igen Silas Holst, der giver liv til Danny Zuko, og denne gang har han Neel Rønholt ved sin side som Sandy. Selvom Silas Holst forvalter sin Danny flot og sikkert med både humor og følsomhed under den hårde facade, og Neel Rønholt giver Sandy en god omgang kampgejst under den uskyldige pige, bliver aftenens mest interessante par Rizzo og Kenickie spillet og sunget af Lea Thiim Harder og Joakim Lind Graae Tranberg. Her er scenenærvær og sangligt overskud, som overstråler de andre på scenen, på nær når Sara Gadborg kommer på scenen som Teen Angel og lægger hele Falconersalen og omliggende Frederiksberg for sine fødder - det er Star Quality! 

De forskellige andre rundt om de to hovedpar er også i veloplagt humør, og med sikre sangstemmer og danseben får de denne udgave af Grease til at swinge festligt over scenen, godt hjulpet af den opfindsomme koreografi af Silas Holst og det sikre orkester anført af Joakim Pedersen. Frede Guldbrandsen har iscenesat med masser af distanceret humor, og Pierre Westerdahl, Ina Bruhn, Thomas Bay samt Mads Æbeløe Nielsen har oversat sange og manuskript, så der er ryddet ud i de værste fordanskninger af amerikansk slang fra 1950'erne.

Sangene synges halvt på engelsk og halvt på dansk, og det fungerer faktisk overraskende godt og gnidningsløst. 

Grease er ikke, hvad man kan kalde dybsindig, stor kunst, men den underholder og har en skæv humor, der giver befriende grin aftenen i gennem.

Flot og festligt er det i hvert fald, og man går ikke forgæves til endnu en omgang Grease med One and Only Company.