Man kan næsten ikke forestille sig et bedre sted at opføre musicalen om Margrethe, landets dronning, end Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Her har Dronningen siddet utallige gange og set især ballet, og hun har sågar også været kunstnerisk involveret som scenograf på balletten Et Folkesagn.
Rummet emmer af royal magi, og det smitter af på scenen, hvor Musicalen Margrethe bliver en ganske overraskende god oplevelse, især på grund af musikken og de flotte stemmer, der synger dem. Og så fordi vi er i gode hænder hos Ulla Henningsen som den ældre Margrethe, der ser tilbage på et langt liv, hvor ungdommens drømme om at blive arkæolog eller kunstmaler må vige for pladsen som tronfølger, efter at danskerne måtte stemme om en ny Grundlov, der gav kvinder ret til tronen, ellers ville vi have fået Arveprins Knud som konge.
Vi fik heldigvis Margrethe som dronning, og det er der så blevet en fornøjelig og kærlig musical ud af. Der er jo ingen spoilers i plottet, alle ved, hvilke begivenheder der er i Dronningens liv som den offentlige person, hun er, men ligesom tv-serien The Crown, om hendes nu afdøde engelske kollega Dronning Elisabeth, postulerer man dramatisk at kende til den private Margrethe, og det giver tilskuerne et spændende blik ind i livet inden for de kongelige mure.
Man kan måske sige, at scenografien ikke rigtigt lever op til vores farveglade Dronning, men kostumerne er ramt ganske godt på pletten i de forskellige tidsaldre i vor dronnings liv.
Det er en ganske god idé at lade de fire udgaver af Margrethe (den unge pige, den unge voksne, den modne voksne og den ældre) blande sig i hinandens liv undervejs. Xenia Lach-Nielsen har godt fat i den modne Margrethe, der prøver at opleve offentlighedens søgelys på en ny måde, da hun udlever sine kunstneriske drømme, og Emilie Groth viser en ung og allerede viljefast Margrethe, der møder den store kærlighed.
Peter Schrøder tager sig af den ældre Henrik, der rammes af demens, mens Morten Lutxhøft og Sebastian Harris er de to yngre udgaver af prinsen, der aldrig rigtigt kunne affinde sig med sin plads som nummer to. Det fylder en del i handlingen, som ellers er luget ud for skandaler og sladder, som i alle årene har omgivet den franske prins.
Musicalens tilgang til historien er ganske ufarlig og publikum synes at elske vores dronning endnu mere efter forestillingen. Til trods for Dronningens kærlighed til dansen og især balletten er forestillingen nærmest blottet for koreografi og danseindslag – det er primært en sang-forestilling, og den del fungerer upåklageligt med Mikkel Rønnow i graven og Lasse Aagaards iørefaldende partitur smukt orkesteret af Jesper Riis.
Det er Mads M. Nielsen, der har iscenesat de mange roller på den store scene, så forestillingen glider gnidningsløst igennem de tre timer, den varer.
Det er velfungerende musical til folket, der elsker deres dronning - og hvem gør ikke det!