Natasja-fest for fuld musik

Operaen er stuvende fuld af et feststemt publikum og duften af en bestemt slags tobak, som især nydes lidt længere nede ad vejen i en mere alternativ opera. Det passer meget godt til aftenens premiere på musikforestillingen Natasja, som hylder den afdøde sangerinde og rapper, som omkom i en bilulykke på Jamaica i 2007, kun 32 år gammel og på vej op på den danske og internationale stjernehimmel i stor fart. 

Det er godt stof til musikdramatik, især fordi man får et ganske imponerende bagkatalog af sange med sig, men også problematisk da det trods alt er begrænset, hvor meget musik der ligger, og hvor meget historie der er at gøre dramatisk interessant. 

Det er Clemens Telling, der har fået ideen til forestillingen og også skrevet dens manuskript - på vers! Det kan måske synes som en smart idé, men ikke alle versefødder var lige heldige, og det gør det meget svært for ikke-uddannede skuespillere at skulle tale replikker på vers. I det hele taget blev det en meget blandet aften, hvor man er i højt humør, når musikken spiller, og mindre når den ikke gør. Man får også mere at vide om Natasjas liv ved at læse programmet, end man gør på scenen, hvor tilsyneladende vigtige personer og begivenheder i Natasjas liv er udeladt. 

Tilbage har vi tre sangere/skuespillere, der deler rollen som Natasja med Roberta Hilarrius Reichardt som den mest fremtrædende. Der er forbavsende lidt musik i kroppen på de tre piger, og de overgåes klart i scenisk udstråling og dans af de fire herredansere Luc Boris André Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohora Bergstedt og Suad Demirovic, der også lyser op i små roller. 

Det lader også til, at koreografen Toniah Pedersen har brugt sin energi på drengene, mens pigerne synes ladt lidt i stikken, og de var meget upræcise i den smule koreografi, de havde. 

Trine Appel var ganske rørende som Natasjas mor og sjov som diverse mænd omkring Natasja. Det samme er Caroline Henderson som den svenske popguru Benny Pop. Holdet på scenen afrundes af Pharfar, som også har arbejdet tæt sammen med den virkelige Natasja, og det gav en smule historisk pondus på scenen. 

Det er som nævnt en flot fest, når musikken spiller – man skulle have ladet den gøre det for fuld hammer og glemt den mellemliggende tekst, når man alligevel ikke fortalte mere om Natasja, end tilfældet var.