At være Danmarks ældste friluftsteater forpligter, og Nyborg Voldspil plejer for det meste at kunne leve op til den forpligtigelse, kun med enkelte svipsere undervejs. Årets forestilling er absolut i den bedste ende.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan en musical som Cabaret kan gøre sig på en stor udendørs scene, den skal helst emme af lummer berlinerkabaret nede i undergrunden, men det er lykkedes scenografen Camilla Bjørnvad ganske forbløffende at skabe et scenerum, der formår at lugte af Berlin midt i det mest danske landskab, man kunne forestille sig, og når mørket falder på, får vi tillige nogle flotte lyseffekter. Det lykkedes også med hjælp fra koreograferne Peter Friis og Anne Lotus Jensen, der får placeret de mange medvirkende, så man har fornemmelsen af et overfyldt kælderlokale – ganske godt løst. Michael Nøhr har klædt ensemble og solister i klare farverige og skarptskårne kostumer, der står flot og moderne på den røde scene.
Men en forestilling er jo også i høj grad dens medvirkende, og her har instruktøren Jesper Dupont formået at få de mange semiprofesionelle og amatører til at fungere sammen og få en forståelse for den ulmende farlighed, der gemmer sig i manuskriptet.
Aftenens lysende stjerne er ikke Sally Bowles men Fräulein Schneider, som i Merete Beltofts kloge og nedtonede fremstilling synger forestillingens mest kraftfulde og rørende sange, så man forstår et helt livs resignation og overlevelse. Hun flankeres af Henrik Madsen som en sødt forelsket Hr. Schultz, der ikke kan forstå, hvor farlig en situation han befinder sig i som jøde midt i et Tyskland, hvor nazismen er lige ved at tage over. De to bliver forestillingens bankende hjerte.
Ved siden af dem har vi det unge par med Sally Bowles i spidsen som stjernen i natklubben Kit Kat. Louise Dencker Rasmussen spiller hende fuld af ukuelig selvtillid, men også med en lille flage af desperation og svigt, der gør hendes slutnummer til en gribende afsked med det liv, hun har elsket i Berlin. Mikal Korsgaard Larsen er betragteren Cliff Bradshaw, som vikles ind i livet i Kit Kat Klub og får et forhold til Sally Bowles, selvom han egentlig er homoseksuel. Mikael Korsgaard Larsen spiller ham som en lidt naiv ung mand, der pludselig havner i en verden, han ikke kan gemme sig i, og det giver en fin forståelse for figuren, og så har han tillige en smuk sangstemme.
Over det hele svæver den androgyne konferencier, forestillingens nok mest berømte og markante rolle, og den udfylder Benjamin Holmstrøm Nielsen ganske overbevisende og med publikum i sin hule hånd, og hans fremstilling af sangen I don't care much bliver et af højdepunkterne i forestillingen.
En musical er jo først og fremmest sin musik, og Cabaret er velsignet med noget af Kander og Ebbs bedste og mest varierede musik, og man har i denne udgave valgt at holde sig primært til teaterudgavens musik fra 1966, og ikke inddrage de berømte sange Mein Herr og Maybe this time fra filmudgaven med Liza Minelli fra 1972. Kun The Money Song har man taget med over fra filmen. Det er faktisk ret skønt at opleve de originale sange, og de bliver flot forløst af sangerne under instruktion af Johnny Jørgensen og orkestret under ledesle af Tuomas Korhonen med Kristoffer Nybye som musikalsk supervisor.
Det bliver en af de bedste aftener på Nyborg Voldspil, der synes at være inde i en god periode. Næste år tager man den lidt mindre farlige, men måske mere publikumsvenlige My Fair Lady på jubilæumsprogrammet. Det bliver spændende at se, om man kan holde niveauet fra de seneste år.