Kraftfuld Aida på Operaen

I foråret havde denne opsætning af Verdis Aida premiere på Operaen, og blev hyldet af anmelderne. Vi havde på XQ28 desværre ikke mulighed for at anmelde den ved premieren, men tog så chancen her til repremieren. 

Det var også en stor oplevelse at overvære Paolo Carignanis musikalske ledelse og Annabel Ardens iscenesættelse. Det første bedre end det sidste. 

I programmet fortalte man, at opsætningen var løftet ud af tid og sted. Derfor havde man i handlingsreferatet udeladt geografiske gengivelser, hvilket er noget postuleret vrøvl, da der i lysende store bogstaver over scenen konstant stod at vi var i Ægypten, referencer til den ægyptiske hær, guder og til nabolandet Etiopen. Det er gang på gang, at moderne iscenesættelser lader hånt om operaens tekst, så hvorfor vise den over scenen? Eller hvorfor ikke modificere den? Alle i salen vidste jo, vi var i Ægypten - for det kunne de selv læse hele tiden, mens de fulgte med i handlingen. 

Men det irritationsmoment til side var det en dejlig fortættet og kraftfuld Aida, vi fik serveret. Musikalsk var det en udsøgt fornøjelse fra start til slut, med eminent smukt splillende orkester med et utal af klare detaljer fra de enkelte instrumentgrupper, og den berømte Trriumfmarch med de seks nyproducerede "Aida"-horn på balkonerne tog kegler i salen. 

Vi var også sangligt på højt niveau, og både Anna Necheava som Aida og Nora Sourouzian som Amneris gav flotte fortolkninger af de to kvindelige rivalinder i det intime trekantsdrama, der holder operaen sammen. Manden i midten var Hovhannes Ayvazyan, og da han først blev varmet op, var der også godt knald på hans stemme og sceniske præstation. 

Jens Søndergaard gjorde en god figur som Kong Amonasro, som er Aidas far, selvom man havde svært ved at tro, at den adrætte og yngre Jens Søndergaard var far til Anna Necheavas Aida. Kyungil Ko var en herlig magtbegærlig ypperstepræst, og Jacques-Greg Belobo en myndig far til Amneris. 

De fire dansere gav godt liv i scenerne, men koreografen Theo Clinkard synes ikke at have været så inspireret, når det gjaldt at skabe trin. Her var der meget mere at hente i Operaens forrige opsætning i 2005 af Aida, hvor Marie Brolin-Tani havde lavet en spændende og medfortællende koreografi. 

Musikalsk er Aida et festfyrværkeri, og scenografen Merle Hensel fik da også sammen med instruktøren Annabel Arden givet os tilsvarende festlige oprtin på scenen. Men det blev en opførelse af Aida, hvor musikken vandt over iscenesættelsen - og sådan bør det måske også være i operarens verden.