Svanesøen er nok den mest berømte ballet, der findes. Stort set alle kender til titlen, selvom de aldrig har set en ballet, og det er nok også den ballet, der får flest nye publikummer i teatret.
Det er da også et smukt værk, som Petipa og Lev Ivanov har skabt til Tjajkovskijs bedårende og følelsesfulde musik. Den Kongelige Ballet spiller den i Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs version fra 2015, hvor Mikki Kunttu (scenografi og lys) og Mia Stensgaard (kostumer) har klædt balletten i en verden af opulente kostumer, der minder om en fantasy-film, og abstrakt scenografi med brudte svanevingeknogler.
Dette gør, at scenografien og kostumerne lidt står i kontrast til den meget traditionelle iscenesættelse, som Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff har skabt baseret på Petipa og Ivanovs koreografi fra 1895. Det er en smuk koreografi, der danses flot af korps og solister, og hvor de mest spændende trin er skabt af Gregory Dean og Oliver Starpov i anden akts divertissementer.
Hele intrigen i balletten kommer ikke så klart til udtryk, som man kunne ønske sig, men man forstår Von Rothbarts ønske om magt ved at få Prinsen gift med den sorte svane, men der har klart været mere fokus på at skabe trin end på at skabe en fortælling.
Men det vigtigste i en ballet er jo også trinene og udførelsen, og her var der mange gode øjeblikke at fornøje sig med på premiereholdet. Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff har iscenesat og nykoreograferet meget musikalsk og harmonisk til Tjajkovskijs medrivende musik.
Som den fortryllede svaneprinsesse er Astrid Elbo rent bogstaveligt selv fortryllende. Hun har en følsom scenisk udstråling som Odile og er flirtende og selvsikker som den mørke Odette. Ryan Tomash var en smuk og sensitiv prins, der blomstrer op, da han møder forelskelsen, men samtidig indordner sig under det pres og de forventninger, der er til ham fra både Dronning og Hof. Samspillet mellem de to, både dramatisk og dansemæssigt, var helt i top, og de blev forestillingens bankende hjerte midt al den staffage, der omgav dem.
Mathieu Rouaux får ligeledes skab en helstøbt Von Rothbart, selvom hans intrige ikke altid står helt klart fra iscensætternes side.
Det er længe siden, jeg har set et så flot og præcist danset korps af svaner hos Den Kongelige Ballet. Der var smukke formationer og eksakt flagrende arme. Der danses også med masser af overskud i de indlagte divertissementer i første og anden akt, og så lagde de fire små svaner fortjent salen ned med deres berømte dans.
Svanesøen er en lang aften, især for ikke balletvante publikummer, der beklagede sig lidt på rækkerne især i første akt. Det skyldes primært, at historien blev uklar til fordel for koreografi. Men flot er det, og musikken blev spillet med indføling og pondus under ledelse af Vello Pähn.