Vi to på Teatret Masken er et to-mands show, men det er umuligt ikke at fremhæve Nicolai Duckert Perrild, der bærer hovedrollen i forestillingen som drengen Luca. Vi får aldrig hans alder at vide, men som voksen vil jeg skyde ham til at være omkring 10–11 år – lige dér, hvor verden både er enorm, uoverskuelig og magisk på én gang. Nicolai rammer præcis den alder, uden karikatur og uden forceret barnlighed. Han er Luca.
Luca lever i et univers, hvor fantasien ikke bare er et frirum, men en nødvendighed. På hans værelse vokser en hel skov frem – et sted fyldt med både tryghed og uro, hvor hjertet banker lidt for højt, og tanker bliver store som træstammer. Det er visuelt enkelt, men virkningsfuldt, og man køber øjeblikkeligt idéen om, at dette barn lever i et blik, der ser mere end de fleste.
Hans nye ven er Ziggy – med Z og ikke S. Det gør han meget klart. Ziggy, den “gyldne flamme”, som Luca kalder ham, kommer ind i klassen som et energifyldt væsen: orange hår, smittende mod og en selvsikkerhed, der kun eksisterer, fordi han holder alt det skrøbelige skjult bag øjnene. Rex Leonard giver ham en imponerende lethed og præcision; han formår både at være sprudlende og gennemsigtig på samme tid, så man hele tiden fornemmer barnet bag facaden. Det gør Ziggy med Z til en figur, man ikke bare ser – man mærker ham. For selv Ziggy har sine problemer. Også selvom han udadtil virker som ham, der aldrig lader sig ramme.
At Ziggy fortæller, at han har skiftet navn, fordi “man jo selv kan bestemme, hvad man vil hedde”, er et af forestillingens mest kontroversielle og samtidig mest befriende øjeblikke. Jeg tør godt sige, at den replik kommer til at blive talt om over aftensmaden i de små hjem i aften – for den rammer direkte ind i tidens samtaler om identitet, ret til selvbestemmelse og børns egen forståelse af verden. Og den rammer med en naturlighed, der aldrig bliver belærende.
Dramatiker Abelone Koppel formår at skrive en historie, der tager børn seriøst. Ikke som miniature-voksne, men som mennesker med hele følelser, som mærker skam, stolthed, vrede og håb helt ned i maven. Instruktør Anna Schulin-Zeuthen forstørrer dette univers, så vi voksne får lov at træde ind i det – og ikke bare kigge på det udefra. Der er et fint flow i iscenesættelsen, hvor både pauserne og de sagte replikker har vægt.
Det mest imponerende er måske, at man aldrig tænker over, at det er to voksne mænd, der spiller børn. Nicolai Duckert Perrild og Rex Leonard glider så naturligt ind i deres roller, at al alder, teknik og teatermaskineri forsvinder. De er bare Luca og Ziggy. De er bare to børn, der prøver at finde hinanden i en verden, der driller, kommenterer og griner.
Og så er der selvfølgelig Markus Artveds musik, især sangen “Vi to”, der fungerer som forestillingens følelsesmæssige centrum. Den er en ørehænger – men ikke bare fordi melodien er god. Sangen binder forestillingen sammen som en indre monolog, hvor Luca tør sætte ord på alt det, han gemmer: stenen i maven, hjertet der banker for højt, frygten for at synge, og det enorme øjeblik hvor en ven for første gang ser en, som man virkelig er. Musikken løfter scenen, men først og fremmest løfter den Luca. (Lyt til sangen her)
Det var tydeligt, hvor stærkt det hele virkede. De godt 130 børn, der så forestillingen i dag, var tryllebundne fra første minut og sad stille i de 40 minutter forstillingen tog. Ikke rastløse, ikke snakkende. Bare fuldstændig inde i fortællingen. Det er sjældent – og det siger alt.
For selvom dette er en børneforestilling, så fungerer den også for voksne. Ja, faktisk især for voksne, der kender følelsen af at længes efter en ven, der forstår én. Forestillingen spiller kun frem til 19. december, og jeg vil uden tøven kalde den en LGBT+ seværdighed, især for regnbuefamilier. Den taler om identitet, mod, selvbestemmelse og venskab på en måde, der føles ægte og relevant.
Vi to er en virkelig vellykket forestilling, der formår at kombinere leg, alvor og musik i ét samlet greb. Den er stærk, poetisk og fuld af hjerte. Og vigtigst: den tager børn alvorligt – og det gør den med en varme og respekt, som alt teater for unge burde stræbe efter.
Det er simpelthen fantastisk for børnene i Nykøbing Falster, at de får lov at opleve denne forestilling. Vi to er ikke bare underholdning; den er lærerig, empatisk og formår at give børn et sprog for følelser, de måske aldrig har sat ord på før. Jeg kan kun håbe, at forestillingen en dag finder vej til København, så endnu flere børn får muligheden for at se denne smukke og betydningsfulde fortælling skabt af dramatiker Abelone Koppel.