Scenen er sat. Det er Sort/Hvid Teater i Kødbyen, der inviterer indenfor til deres aktuelle forestilling JEANNE D’ARC.
Men scenen er ikke kun foran os – den er omkring os. Teatret er i rummet, og rummet er i teatret.
Som publikum føres vi ind i en levende installation, hvor grænsen mellem scene og sal opløses. Vi er ikke blot tilskuere, men deltagere. Da lyset slukkes, opstår et øjebliks total mørke, før lysende øjne pludselig bryder frem fra hullerne i væggene. Hunde-lignende væsner bevæger sig rundt og interagerer direkte med publikum. Det er urovækkende, næsten instinktivt – som at blive betragtet af noget, der ikke helt hører til i vores verden.
En rustvogn ruller ind. I den ligger Jeanne d’Arc. Men transformationen sker hurtigt: vognen forvandles til noget nutidigt, næsten genkendeligt, nemlig en madvogn, og pludselig står hun på taget og synger opera. Det er både højtideligt og foruroligende – en forskydning mellem det historiske og det moderne, det ophøjede og det kropslige.
Forestillingen arbejder konsekvent med sanserne. Publikum udvælges, føres videre, inviteres – eller måske tvinges – ind i nye rum. Man smager, man bevæger sig, man bliver set. Det er teater som space, som totaloplevelse.
Undervejs opstår der stærke religiøse associationer: De tre vise mænd, Jesus på korset, den sidste nadver.
Et særligt højdepunkt er Elias Sadaqs tekst “SLAGMARKEN”. Her kastes publikum direkte ind i et mareridtsagtigt efterspil af krig. Jeget vandrer gennem røg og mudder, iført en ringbrynje “tung som himlen”, og kræver de faldnes identitet ved at spørge om deres faders navn.
Sadaq arbejder med en næsten urmenneskelig symbolik, hvor det sakrale og det kropsligt frastødende smelter sammen. Soldaterne trygler “Ave Maria”, mens jeget svarer med sværdets mekaniske rytme. Gennem lyde som “dunk”, “klir” og “hug” bliver volden fysisk nærværende.
Centralt står tabet af uskyld – smukt og brutalt personificeret i den hvide hest, der udånder i mudderet. Jeget erkender sin rolle: ikke frelser, ikke moder, men et redskab. Et våben, der leverer døden som en sidste, næsten barmhjertig handling i en verden, hvor miraklerne er ophørt.
JEANNE D’ARC er moderne, udfordrende og til tider balancerende på en knivsæg. Flere gange undervejs vakler jeg: Kan jeg lide det? Kan jeg ikke? Men netop den tvivl bliver en del af oplevelsen.
For i en teaterverden, der til tider kan føles forudsigelig, er dette et frisk og modigt pust.
Det bliver til 4 stjerner.