Det er lørdag eftermiddag. Himlen er grå, og der er regn i luften. Men heldigvis befinder vi os på Vesterbro, midt i Den Brune Kødby og indenfor på SORT/HVID Scene – et alternativt teater, hvor forestillingen denne eftermiddag er en af de mindre alternative slags.
“Danseforestilling”? Måske ikke umiddelbart noget, jeg normalt ville blive fanget af.
Men det gjorde jeg.
Forestillingen hedder DRENGE. Jeg havde faktisk ikke den store anelse om, hvad jeg havde sagt ja til, og nogle gange er det måske det bedste udgangspunkt.
Jeg sidder på første række. Lyset er dæmpet, og en lyskegle rammer en klump af kroppe på gulvet foran mig. Tre balletdansere ligger filtret sammen: James Stephens, Dan Ozeri og Wolf Govaerts.
Så begynder Mikkel B. Grevsen at spille.
En trompetsolo fylder det mørke rum, og på en eller anden mystisk måde bliver jeg lullet ind i DRENGE. Ikke i søvn af kedsomhed, skal det lige understreges, men ind i en drøm om mænd, kroppe, bevægelser og ballet.
Først bevæger en finger sig.
Så en fod.
En arm.
Og langsomt følger resten af kroppen efter.
Det er enkelt, men utrolig effektfuldt. Grevsens musik er noget af det blideste, jeg længe har hørt, og alligevel rammer den hårdt. Sammen med dansernes bevægelser trækker den mig længere ind i det mærkelige univers, der langsomt folder sig ud foran mig.
Og der er meget at se på.
Man kan følge de tre dansere sammen eller lade blikket hænge ved én af dem. Man kan kigge på Grevsen, mens musikken bliver skabt, eller følge Frederik Valentin, der bevæger sig rundt med kameraet. Hans billeder bliver sendt direkte op på bagvæggen og giver os et andet blik på det, der samtidig sker få meter foran os.
Det gør DRENGE til en næsten besværlig forestilling at anmelde.
Normalt sidder man og registrerer: Hvad fungerer? Hvad skal huskes? Hvad skal med i anmeldelsen? Men her er der hele tiden noget andet, der fanger blikket, og i mørket kan man ikke ligefrem sidde og skrive det hele ned.
På et tidspunkt må man opgive at være anmelder og bare se.
Det er måske også et af de største komplimenter, jeg kan give DRENGE.
James Stephens, Dan Ozeri og Wolf Govaerts er alle tre fremragende. Jeg kan ikke fremhæve én på bekostning af de andre, for det er netop samspillet, der gør dem interessante. Det aggressive, det feminine, det maskuline og det bløde får lov til at eksistere i de samme kroppe.
Der kommer ikke et stort skilt ned fra loftet med teksten: NU ER MÆNDENE SÅRBARE.
Det hele flyder sammen.
Kameraet kommer helt tæt på og viser ting, man ikke selv kan se fra salen. Særligt et nærbillede af Wolf Govaerts bliver hængende hos mig. Pludselig fylder hans ansigt bagvæggen, mens hans krop stadig befinder sig foran os på scenen. Afstanden mellem danser og publikum bliver næsten ophævet.
Og så må den lille lilla homobrille selvfølgelig frem.
Under DRENGE bliver min nærmest til en røntgenbrille.
Når de tre bevæger sig rundt i det mørke rum, sveden begynder at løbe, og kroppene mødes, får jeg associationer til en gay sauna. Den fornemmelse af at have siddet i mørket så længe, at øjnene har vænnet sig til det, og man efterhånden kan se dem famle sig frem mellem varme kroppe.
Det er intimt. Det er sensuelt.
Og ja, man kan næsten ikke undgå at blive en smule lysten.
Som publikum må vi dog forblive solidt plantet i sæderne.
Det er nok meget godt.
Om en heteroseksuel tilskuer ser det samme, ved jeg ikke. Jeg ser i hvert fald det homoerotiske i blikkene, sveden, kroppene og måden, mændene rører ved hinanden på.
Men DRENGE fortæller os ikke, præcis hvordan vi skal aflæse dem.
De får lov til at være stærke og bløde, aggressive og sanselige, maskuline og feminine. Ikke først det ene og derefter det andet. Det eksisterer side om side.
På den måde bliver DRENGE også en forestilling om vores blik på mandekroppen – og om alt det, den kan være, når vi holder op med at fortælle den, hvordan en mand bør bevæge sig, se ud og røre ved andre mænd.
Det er ikke en traditionel forestilling.
Hvis den havde været det, havde jeg muligvis kedet mig.
I stedet sker det sjældne: DRENGE bider sig fast.
I'm Der findes forestillinger, man ser, klapper af og forlader igen. Og så findes der dem, man tager med sig. Dem, der dukker op igen næste gang, man oplever noget lignende og bliver det, man sammenligner med:
Ja, det var godt.
Men det var sgu ikke som DRENGE.
Jeg har svært ved at sætte fingeren på én bestemt ting og sige: Det er derfor, du skal se den.
Du skal se den.
Mine lilla briller har dog en enkelt indvending. Vi får for lidt bar overkrop, men de kunne godt have klaret lidt mere.
For når man nu har tre fremragende mandlige balletdansere kunne vi godt se mere bar overkrop.
Allerede da Grevsens trompet lød i begyndelsen, vidste jeg, at vi skulle et godt stykke over tre stjerner. Da jeg godt en time senere vågner igen på første række på SORT/HVID, er der ingen tvivl tilbage.
Det var selvfølgelig ikke en drøm.
Men hvis det var, var det en af de meget behagelige af slagsen.
Så 6 stjerner til DRENGE