Sådan får man ram på succes!

Musicalen er fra 1946 og må siges at være et musikalsk pletskud. Irving Berlin har virkelig vist at han kan proppe lige så mange sanghits ind i en forestilling som Rodgers og Hammerstein. Noget de to herrer ikke havde noget i mod - de producerede nemlig Annie Get Your Gun. Men Irving Berlins forestilling var af den gamle musicalskole - ikke som Michael Eigtved forkert skriver i programmet skrevet i "den nye musicalstil" som Rodgers og Hammerstein introducerede med Oklahoma i 1943.

Det var derfor sært for mange at Rodgers og Hammerstein stod bag forestillingen som producenter - netop fordi den var gammeldags allerede ved premieren. Men måske de har set potentialet til succes i den sjove hovedrolle og selvfølgelig de mange skønne sange af Berlin - der var trådt til da Jerome Kern (ham med Show Boat) var død inden han kunne færdiggøre projektet. Der er dog ikke noget af Kerns musik i forestillingen. Det er kun Berlins melodier, og de er for længst blevet evergreens.

På Det Ny Teater bliver musikken spillet og sunget til topkarakter. Jeg savner lidt de berømte vilde violiner i orkestreringen af hovednummeret Theres No Buisiness Like Showbuisiness, men ellers er der ikke noget at udsætte på Per Engströms musikalske ledelse.

Man har også stjernepower i hovedrollen som Annie Oakley i Maria Lucia Heiberg Rosenberg, som spiller en Annie der er skrap og grov - men også med et sårbart indre. På Det Ny er det også lykkedes at matche Annie med en ligeså showstealing leading man - nemlig Carsten Svendsen som spiller Frank Butler med en selvsikker arrogance der kun skjuler en usikkerhed der gør at vi elsker hans figur. Deres samspil slår også de rigtige gnister og de rigtige hjertetråde, så forelskelsen også bliver lyslevende fra dem begge. To meget flotte præstationer der i den grad er med til at hive stjerner hjem til forestillingen.

Rundt om hovedparret er der sjove præstationer fra Flemming Krøll som Buffalo Bill og Asger Reher som Chief Sitting Bull. Kim Hammelsvang får skabt endnu en sikker figurtegning af den pragmatiske Charlie Davenport. Anne Suppli indtager scenen med gennemslagskraft som den intrigante Dolly Tate, og Maria Corydon og Mikkel Moltke Hvilsom er knuselskeligt søde som det unge par der ikke må få hinanden fordi han er halvindianer. 

Koret er i alle mulige størrelser men giver liv til cirkusmanegen hvori forestillingen foregår. Man har nemlig holdt sig til det manuskript der blev redigeret ved repremieren på Broadway i 1999. Annie Oakley blev gjort mere politisk korrekt - og synet på indianere blev ændret fra det oprindelige manuskript fra 1946. Bl.a. blev nummeret I am an Indian now taget ud. Vi får dog masser af indianere på scenen i flotte numre, hvor der er brugt store dukker med imponerende effekt. I det hele taget er der mange sjove tiltag i Daniel Bohrs iscenesættelse og Hayley Franks Høiers koreografi. Men det kan ikke skjules at forestillingen er en kende gammeldags: Det kniber lidt med tempoet i den - et tryk på vildskabspedalen ville gøre underværker.

Det er klassisk broadwayteater fra en tid hvor karaktererne var todimensionelle, men hovedrolleindehaverne på Det Ny Teater gør dem vedkommende og menneskelige. Det samspil kan man kun give fem stjerner - og lad os så få nogle moderne musicals på repertoiret!