Regeringen har, ifølge Kristeligt Dagblad, planer om udvide racismeparagraf for bedre at beskytte transkønnede personer.
Helt konkret foreslår S-regeringen at føje begreberne kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika til straffelovens paragraf 266 b, som mange kender som racismeparagraffen. En lovændring giver mulighed for, at hadefuld tale mod trans- og interkønnede personer straffes på samme vis som hadtale mod eksempelvis jøder eller homoseksuelle. SF og Enhedslisten støtter forslaget. Det gør De Radikale som udgangspunkt også, men partiet har ifølge ligestillingsordfører Samira Nawa ikke taget endeligt stilling endnu.
Flere af landets juraeksperter er splittede i forhold til udvidelse af racismeparagraffen. Frederik Stjernfelt, professor i idéhistorie og forfatter til en bog om ytringsfrihedens historie, frygter, at forslaget kan begrænse ytringsfriheden, da nogle udsagn kan opfattes som legitime kritiske udsagn af nogle, mens andre vil tolke selvsamme udsagn som hadefuldt:
“Kan man med denne lovændring sige, at transkvinder ikke er rigtige biologiske kvinder? Vi ved det ikke – det må retspraksis vise. Men det er udsagn af den art, som risikerer at komme i farezonen.”
Racismeparagraffen blev indført i 1939 med det formål at forhindre spredning af en voksende antisemitisme.