Tidligere på aftenen måtte Københavns Brandvæsen forbi Centralhjørnet da der var gået ild i en af stedets juledekrationer.
Her til aften blev der sendt bud efter brandbilerne fra Københavns Hovedbrandstation som ligger bag Københavns Rådhus. De skulle dog ikke køre langt, blot nogle få hundrede meter, nemlig til Centralhjørnet på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde.
For i følge presse-fotos.dk var der udbrudt brand i en af Centralhjørnets udvendige juledekorationer. Heldigvis var brandfolkene hurtigt fremme og fik branden under kontrol.
Centralhjørnet ejer også lejligheden over selve værtshuset, og på hvert af de 9 vinduer hænger en stor flot julekrans med lys. Det var netop ved vinduet over døren ind til Centralhjørnet at det gik galt – lige nu kan man se soden fra branden række langt op over 2. sal.
Ifølge vores oplysninger er ingen heldigvis kommet til skade.
Igen igen...
Sidder du med en følelse af deja-vu, så er det rigtigt. For hvis vi skuer tiden fire år tilbage, så oplevede selvsamme Centralhjørnet også en brand i 2016, dengang i lejligheden over værtshuset.
Centralhjørnet har i skrivende stund endnu ikke skrevet noget på deres facebookside.