Når MIX Copenhagen i oktober 2025 slår dørene op til sin 40. udgave, er det med både historisk tyngde og store forventninger. Siden 1986 har festivalen været et fristed og en scene for de film, der ellers aldrig ville være nået til biograflærredet. Fra små, alternative biografer til i dag, hvor Cinemateket og Empire danner rammen, har festivalen været med til at skrive dansk kulturhistorie.
Dengang var MIX en kamp – et sted, hvor bøsse- og lesbiske fortællinger fik den plads, de blev nægtet i det etablerede filmmiljø. Festivalen kom til verden længe før ord som diversitet og repræsentation blev fast inventar i kulturdebatten. I dag er situationen en anden: streamingtjenester bugner med LGBT+-film, og miljøet er for mange blevet hverdag. Så spørgsmålet rejser sig – har MIX stadig relevans?
Har MIX mistet fodfæstet?
Svaret er både ja og nej. Ja, fordi festivalen fortsat samler film, der aldrig finder vej til Netflix eller HBO. Og nej, fordi MIX de senere år har kæmpet med at finde balancen mellem at favne bredt og samtidig være et samlingspunkt for det danske miljø.
Flere kritikere peger på, at festivalens ledelse er blevet mere optaget af ideologi end af publikum. I bestræbelsen på at sikre en ligelig repræsentation – bøsser, lesbiske, bi+, trans og queer – er man ifølge kritikerne kommet til at skubbe især de købestærke, biografglade bøsser væk. Den uofficielle logik synes at være, at hvis man viser en bøssefilm, må der også vises en lesbisk, en biseksuel, en transkønnet og en queer. Resultatet er ofte en spredning, hvor flere film spiller for halvtomme sale, mens publikum efterlyser stærkere prioriteringer.
Dertil kommer, at MIX i mange år har vendt ryggen til LGBT+ medierne, netop fordi vi har turdet stille de kritiske spørgsmål. I stedet for at gå i dialog har festivalen trukket sig tilbage – og det splitter mere, end det samler.
Et år med stærke danske film – men ser vi dem på MIX?''
2025 burde være oplagt til at vise, at MIX tør favne miljøet i fuldt flor. Aldrig før har vi set så mange markante danske LGBT+-film i biograferne på én gang: Søren Greens "Glasskår", Mathias Broes "Sauna" og Ludvig C. N. Poulsens "Se gennem Aske". Tre debutfilm, der hver især fortæller stærke historier om kærlighed, begær og tab.
Man kunne forestille sig, at MIX – som netop er miljøets egen festival – ville gribe chancen for at bringe disse film tilbage på lærredet med efterfølgende debatter med instruktørerne. Men erfaringen siger desværre noget andet. For ofte har danske film glimret ved deres fravær i MIX’ program, og det er svært at se, hvorfor netop disse tre skulle få lov at ændre på den tradition.
Festivalen åbner i år med Esteban Arangos Ponyboi – en dramatisk fortælling om en interkønnet sexarbejder i New Jersey. En film, der lover intensitet og nerve, men som samtidig understreger festivalens internationale fokus fremfor en stærk forankring i det danske miljø.
Fejring – og fornyelse?
MIX Copenhagen kan med berettiget stolthed fejre 40 år som Europas ældste LGBT+-filmfestival. Det er en bedrift i sig selv. Men jubilæet bør også være en anledning til selvransagelse: Hvem er festivalen til for? Hvordan skaber man et program, der både er internationalt og lokalt forankret? Og vigtigst af alt – hvordan samler man et miljø, der i forvejen kæmper med splittelser, i stedet for at forstærke dem?
Hvis MIX skal holde 40 år mere, kræver det mere end bare film. Det kræver mod til at tage kritikken alvorligt – og et reelt ønske om at være hele miljøets festival.