I aften slår MIX Copenhagen for alvor dørene op for sin 40. udgave, og med det markerer festivalen ikke blot et jubilæum, men også et stykke dansk kulturhistorie. I fire årtier har festivalen været et fristed, et rum og en scene for film, der tør vise de historier, som sjældent fandt vej til biograflærredet.
Tilbage i 1986 blev festivalen skabt af ildsjæle, der insisterede på, at bøsse- og lesbiske fortællinger fortjente synlighed – længe før ord som repræsentation og diversitet blev hverdagssprog. Festivalen voksede siden fra små intime visninger til i dag at udfylde både Cinemateket og Empire Bio, og blev i mange år betragtet som en samlende begivenhed for hele LGBT+ miljøet.
Men anno 2025 er spørgsmålet, om MIX Copenhagen stadig formår at være netop dét – samlende.
Årets tema er “Ukrudt” – et billede på de vilde planter, der bryder gennem sprækkerne i betonen. Festivalen beskriver det selv sådan:
“Ukrudt er stædigt, uregerligt og umuligt at slippe af med – præcis som vores fællesskab, der altid har fundet veje til at overleve, modstå og blomstre under barske vilkår.”
Et smukt billede, og et tema, der passer til festivalens historie som trodsig og vedholdende. Men hvor festivalen engang repræsenterede hele det seksuelle og kønslige spektrum under LGBT+ paraplyen, synes MIX Copenhagen i dag at have valgt en smallere vej – nemlig queer-vejen.
Fra LGBT+ til “queer” – og hvad betyder det egentlig?
Mens de fleste europæiske festivaler i dag kalder sig Queer Film Festivals, har MIX Copenhagen gennem årene bevæget sig fra betegnelsen “Gay & Lesbian Film Festival” til “LGBT+ Film Festival” – og nu videre til den endnu bredere “LGBTQIA+ Film Festival”.
Men bag forkortelsen gemmer der sig et skift, som rækker langt ud over sproget.
For selvom MIX officielt holder fast i akronymet, er det tydeligt, at både det visuelle udtryk, den officielle kommunikation og især filmudvalget i dag kredser om én central idé: queer – som ideologi, æstetik og identitet.
Flere steder omtaler festivalen sig endda blot som en queer filmfestival, og dermed har MIX reelt påtaget sig en ny rolle: ikke længere som en bred LGBT+ festival for hele miljøet, men som en platform for det queer-kulturelle og eksperimenterende, og det bærer årets program også tydeligt præg af.
Og det er ikke nødvendigvis det samme som LGBT+.
Begrebet “queer” har i løbet af de sidste ti år bevæget sig fra at være en paraply for alt ikke-heteroseksuelt til at blive et selvstændigt kulturelt og politisk udtryk – ofte med fokus på kønsopløsning, performance og identitetspolitik. Mange bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner føler sig imidlertid ikke som en del af den bevægelse, og oplever, at deres historier og livsformer er blevet trængt i baggrunden.
Når MIX Copenhagen i dag vælger at profilere sig som en queer filmfestival, risikerer den derfor at tabe netop de grupper, den oprindelig blev skabt for.
Et program med skæve prioriteringer
Årets program består af 31 film – spillefilm, dokumentarer og kortfilm – fordelt over ti dage i Empire Bio og Cinemateket. I alt er der 8382 billetter til salg.
Festivalen åbnede med “Rains Over Babel” – en queer, psykedelisk, tropisk punk-fortolkning af Dantes Inferno, hvor en gruppe misfits samles i Babel. Filmen var udsolgt i begge sale i Empire, men herefter ser billedet mindre opløftende ud. Ud af de over 8.300 billetter er der foreløbigt kun solgt 1903, og enkelte forestillinger har så få som 1-2 gæster i sale med 125 pladser.
Et skræmmende lavt tal for en jubilæumsudgave, der burde samle og begejstre.
Og tallene bliver ikke bedre af, at programmet – som blev lanceret i Cinemateket den 26. september – først tre uger senere fandt vej til de københavnske LGBT+ steder. Et PR-svigt, som festivalen næppe har råd til i en tid, hvor konkurrencen om opmærksomheden er hårdere end nogensinde.
Hvor blev de danske film af?
2025 har faktisk været et bemærkelsesværdigt år for dansk LGBT+ film. Tre instruktører har debuteret med markante værker i år:
- Søren Green (“Glasskår”)
- Mathias Broe (“Sauna”)
- Ludvig C. N. Poulsen (“Se gennem Aske”)
Alle tre film har været vist i danske biografer og fået flotte anmeldelser. Men ingen af dem er på MIX Copenhagens jubilæumsprogram.
Det er et paradoks: I et år, hvor dansk LGBT+ film endelig blomstrer, vælger festivalen at se bort fra netop de produktioner, der kunne skabe genkendelse, debat og lokal stolthed. Det sender et signal om, at MIX Copenhagen ikke længere først og fremmest er en filmfestival for miljøet, men snarere et eksperimentelt queer kunstprojekt, der primært taler til et snævrere, akademisk publikum.
Idealisme – eller realitetstab?
MIX Copenhagen har i mange år fastholdt en intern ideologi om, at film skal repræsentere alle bogstaver i akronymet – at der skal vises film med bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede og queer-personer i nogenlunde lige mængde. Det lyder nobelt, men i praksis har det skabt et kunstigt hensynssystem, hvor publikumsinteresse og billetøkonomi har måttet vige for ideologi.
Resultatet er, at de film, der faktisk trækker folk i biografen – oftest bøssefilmene – bliver færre, mens de mere eksperimenterende queerfilm får hovedrollen. Og det kan ses på billetsalget.
Det er en farlig tendens. For hvis festivalen mister den brede opbakning i miljøet, mister den også sin eksistensberettigelse.
En festival i afstand fra sit publikum
I de seneste år har MIX Copenhagen haft et anstrengt forhold til LGBT+ medierne. Samarbejder og partnerskaber blev brudt efter kritik af festivalens retning, og siden har kommunikationen været minimal. Det er ærgerligt, for netop samarbejdet med pressen – både kritisk og støttende – er det, der har holdt festivalen synlig og relevant gennem fire årtier.
Når MIX Copenhagen i dag i højere grad kommunikerer som et queer kunstkollektiv end som en filmfestival for hele miljøet, bliver det svært at tiltrække de publikummer, der engang følte ejerskab over den.
For mange bøsser, lesbiske og transpersoner føles festivalen ikke længere som deres. Og uden dem forsvinder fundamentet.
Men jubilæet rejser et presserende spørgsmål:
Hvem er MIX Copenhagen egentlig for i dag?
Hvis festivalen fortsætter med at definere sig som en queer festival frem for en LGBT+ festival, risikerer den at miste sit oprindelige publikum – de bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, der i sin tid byggede den.
Queer-idealet kan være frigørende, men det må ikke blive ekskluderende. For i forsøget på at rumme alt, kan man ende med slet ikke at rumme nogen.