DR’s håndtering af Eurovision har afsløret en markant dobbeltstandard. I 2022 blev Rusland udelukket på grund af moral og politiske forhold, men i 2025 blev Israel deltager uden samme kritik. Denne uensartede tilgang underminerer tilliden til DR’s beslutningsprocesser og rejser spørgsmålet: Hvorfor ændrer principperne sig, når deltagerlandet skifter?
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, var DR ikke i tvivl: Rusland skulle ud af Eurovision. Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, kaldte det “meget forkert”, hvis landet fik lov at deltage, og begrundelsen var åbenlyst moralsk. Et lands handlinger uden for Eurovision var relevante for dets plads i konkurrencen.
I 2025 er tonen pludselig en helt anden. Nu siger samme Lützhøft, at DR “ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter.” Når sagen handler om Israel, gælder der altså et helt nyt princip: at Eurovision skal være politisk neutral, og at kun EBU’s tekniske regler må afgøre deltagelsen.
Man behøver ikke være professor i retorik for at se problemet. DR brugte ét sæt principper til Rusland og et andet til Israel. I 2022 var moral og politisk virkelighed afgørende. I 2025 er de pludselig irrelevante. Det er denne forskel, der giver offentligheden en klar oplevelse af dobbeltstandard – ikke nødvendigvis fordi landene er ens, men fordi DR’s begrundelser skifter efter situationen.
EBU’s regler kan ikke bruges som undskyldning. De ændrede sig ikke mellem 2022 og 2025. Det gjorde DR’s tilgang. Rusland blev ikke smidt ud på grund af Eurovision-paragraffer, men fordi EBU og medlemslandene mente, at krigen gjorde det umuligt at lade landet deltage. Når DR i dag gemmer sig bag formaliteter, er det et politisk valg forklædt som neutralitet.
Hvis DR vil stå på moralens side, må det være konsekvent. Hvis DR vil stå på reglernes side, må det også være konsekvent. Men det fungerer ikke at bruge moral, når det gælder Rusland, og procedure, når det gælder Israel. Det er præcis sådan tilliden til institutioner undermineres: ikke ved onde hensigter, men ved uigennemsigtige standarder, der ændrer sig efter, hvem der står på scenen.
Det mindste man kan forlange er, at DR indrømmer, at linjen er skiftet – og forklarer hvorfor. Alt andet er politisk gymnastik. Og publikum kan godt se det.