Der findes politikere, der skriver historie med store taler og klare slogans. Og så findes der dem, der forandrer samfundet nærmest i ubemærkethed.
François Mitterrand hørte til den sidste kategori.
Da han i 1981 blev Frankrigs første socialistiske præsident i Den Femte Republik, levede landet stadig med diskriminerende rester fra fortiden i sin straffelov. Homoseksuelle forhold var ganske vist ikke længere forbudt, men de var fortsat underlagt bl.a. en højere seksuel lavalder end heteroseksuelle. En særregel indført af 2. Verdenskrigs facististiske Vichy-regime, og et stille vidnesbyrd om, at homoseksuelle endnu langt fra var fuldt accepterede borgere.
Allerede året efter blev bestemmelsen afskaffet. Med et pennestrøg tog en hel gruppe mennesker endelig et kæmpeskridt hen imod ligestilling for loven. Forni-loven, som den blev kaldt, blev ført igennem forberedelse og parlamentarisk godkendelse af to vigtige aktører, justitsminister Robert Badinter og parlamentsmedlem og senere Frankrigs UNESCO-ambassadør Gisèle Halimi.
Det var en historisk reform. Og alligevel er den næsten glemt i dag.
Mitterrand gjorde den ikke til et symbol. Han holdt ingen store taler om homoseksuelles rettigheder. Han stillede sig ikke i spidsen for en ny moralpolitisk dagsorden. Reformen blev gennemført nøgternt, teknisk, næsten diskret – af justitsminister Robert Badinter og et flertal i Nationalforsamlingen, man fristes til at sige: simpelthen fordi det var det rigtige at gøre.
Det var fremskridt uden store armbevægelse og vajende faner.
Og måske passede det præsidenten ganske godt.
François Mitterrand var berømt for sin tavshed om alt, hvad der vedrørte privatlivet. I årevis skjulte han for offentligheden, at han havde en "ekstra" familie. Han vogtede nidkært grænsen mellem det personlige og det politiske. Diskretion var ikke blot en vane – det var en livsform og et fast princip.
Netop derfor er hans forhold til minoriteter interessant.
Mens homoseksualitet i 1980’ernes Frankrig stadig var omgærdet af tavshed, skam og sygdomsangst, sagde præsidenten næsten ingenting. Under aids-krisens første år forblev staten længe tøvende. Tusinder døde, før forebyggelse og åbenhed for alvor blev politiske prioriteter.
Set med nutidens øjne kan tavsheden virke problematisk, men alligevel skete forandringen.
Mitterrands Frankrig blev et af de første store europæiske lande, der fjernede diskriminationen i straffeloven. Hans præsidenttid faldt sammen med begyndelsen på en langsom normalisering af homoseksuelles plads i det offentlige rum.
Måske var det netop hans metode: ikke at tale om friheden – men at gennemføre den.
Den nyvundne frihed satte hurtigt tydelige spor, først i Paris og andre storbyer, men efterhånden i hele landet. Barer og andre mødesteder, som før havde levet mere eller mindre i det skjulte, blev et meget synligt og festligt indslag i gadebilledet.
Mitterands største bidrag til LGBT-rettigheder kom dog muligvis et helt andet sted fra. Som en af arkitekterne bag det moderne EU var Mitterrand nemlig med til at styrke den europæiske retsorden, der i dag bruges til at beskytte seksuelle minoriteter i hele Unionen. De domme, der i dag tvinger Polen, Ungarn og Italien til at anerkende regnbuefamilier, hviler på det Europa, han i så høj grad var med til at forme.
Tre årtier efter sin død står Mitterrand derfor som en paradoksal figur i LGBT-historien:
En præsident, der sjældent sagde noget om os, men som alligevel var med til at ændre næsten alt.