Med sangen “Før vi går hjem” har Søren Torpegaard Lund skabt massiv opmærksomhed blandt både fans, presse og bookmakere. Det danske bidrag bliver nævnt som en af årets stærkeste helhedspakker, og under de seneste shows i Wiener Stadthalle har responsen været markant positiv.
Ved et doorstep-interview i Wien mødte vi DR’s grandprixchef Erik Struve Hansen til en snak om de danske prøver, juryshowet og troen på en mulig dansk sejr.
– Vi er sindssygt glade for, hvor vi er lige nu, fortæller Erik Struve Hansen med et tydeligt smil efter endnu en vellykket gennemkørsel i arenaen.
Han fremhæver især juryshowet i går som et afgørende øjeblik for den danske delegation.
– Det store show foran en fuld sal for første gang, hvor juryerne skulle stemme, sad lige i øjet. Søren var i storform og knivskarp. Det var i hvert fald den respons, jeg fik fra folk. Jeg har både talt med pressefolk, og så har jeg selv haft mulighed for at se showet igennem med hovedtelefoner og det internationale tv-signal bagefter. Det var sindssygt godt. Den stod virkelig skarpt, siger han.
Netop det visuelle udtryk omkring "Før vi går hjem" har fået stor opmærksomhed blandt Eurovision-fans. Danmarks sceneshow bygger på en avanceret scenografi med den markante boks, som Søren Torpegaard Lund bevæger sig rundt i under nummeret — et element der kræver ekstrem præcision.
Ifølge Erik Struve Hansen har det også været en af delegationens største udfordringer.
– Det er et meget svært og avanceret sceneshow, og det har krævet enormt meget timing, øvelse og træning at få det hele til at sidde lige i skabet. Men det gør det nu. Vi har ikke flere nerver, så den er der, siger han med et grin.
At Danmark igen nævnes som potentiel Eurovision-vinder er usædvanligt. I mange år har danske bidrag haft svært ved for alvor at slå igennem internationalt, men i år er stemningen anderledes.
På spørgsmålet om Danmark faktisk kan gå hele vejen, lægger Erik Struve Hansen ikke skjul på optimismen.
– Efter at have set showet nu synes jeg, vi står super stærkt. Jeg synes, vi har rigtig gode chancer for at gå hele vejen, siger han.
Han understreger dog samtidig, at konkurrencen i år er usædvanligt stærk, og at flere lande imponerer ham.
– Finland er selvfølgelig storfavoritter, og det er en enormt velfungerende pakke. Men jeg synes også, der er meget stærke bidrag fra Australien. Det fungerer sindssygt godt. Grækenland har også sit helt eget univers kørende, og det fungerer virkelig stærkt, forklarer han.
Alligevel mener den danske grandprixchef, at Danmark kommer med noget helt særligt.
– I min optik kommer vi faktisk med det stærkeste show. Men det synes de andre lande nok også selv, siger han med et smil.
For Erik Struve Hansen er noget af charmen ved Eurovision netop, at konkurrencen rummer mange forskellige musikalske universer og udtryk.
– Der er noget til forskellige smage, og jeg håber bare, at publikum får en fantastisk aften og en stor Eurovision-oplevelse, siger han.
Når anden semifinale løber af stablen torsdag aften i Wien, bliver det dermed med et Danmark, der for første gang i mange år ikke bare håber på en finaleplads, men reelt drømmer om at kæmpe med om sejren.