Vi kender stort set alle universet i Peter Jacksons film, så ikke noget med resume i begyndelsen. Nej, det er lige på og hårdt, der hvor vi slap i sidste film. Det er frækt og overlegenet på den fede måde at antage, at alle har set alle film, så der er så absolut ingen grund til at indføre nye i historien.
Man kan argumentere for, at splitte Hobbitten op i tre film er unødvendigt langt. Faktisk har ingen af de foregående film dog virket for lange, og denne sidste omgang er så sandelig heller ikke stillestående.
Vi kommer bogstaveligt talt flyvende fra start med dragen Smaugs ildsprudlende massakre af Søby, og kun bueskytten Bard kan redde alle fra den frygtelige terror.
Thorin Egeskjold har forskanset sig i sit genvundne bjerg og er blevet ramt af dragesyge ,så han tænker kun på guld og ikke på nødlidte mennesker og afgivne løfter. De andre dværge følger ham af pligt, men Bilbo forsøger at redde Thorins ære og få ham til at holde sine løfter. Det resulterer i en krig mellem mennesker og elvere på den ene side og dværge på den anden. Men mørke kræfter har rejst sig, og snart må alle kæmpe sammen mod en frygtindgydende orkhær, som truer med at udslette alt og alle.
Den rette balance
Det, der gør denne finalefilm og i øvrigt alle de øvrige i serien så gode og fængslende, er, at Peter Jackson og hans stab hele tiden finder den rette balance mellem hårdtslående action, melodrama og underfundig humor, der hele tiden veksler. De enkelte scener får heller aldrig lov til at vare længere, end de absolut skal. Den finesse, der er omkring hele projektet, den kælen for detaljer og den kærlighed til stoffet er så bestemt enestående for hele denne gigantiske filmserie, som er uden sidestykke i filmhistorien. Selv George Lucas kunne ikke rigtigt holde interessen fanget i sine prequels til den også eminente Stjernekrigstrilogi.
Med Hobitten har Peter Jackson vist, at han ikke blot har redet med på bølgen og skabt en unødvendig prequel til Ringenes Herre; han var simpelthen slet ikke færdig med sit besøg i Tolkiens univers. Denne film er en nødvendighed for ham, og ikke bare fordi Ringenes Herre var en succes.
Underspil og passion
Flere faktorer er med til at gøre denne og de øvrige Tolkien-film i Jacksons favn unikke:
1) De exceptionelt flotte animationssekvenser tager aldrig over fra historien. Alt er der af en grund – ikke blot fordi man kan. Rigtigt mange instruktører forfalder til at lade effekter tage over, netop fordi man kan så meget i dag.
2) Der bliver hele vejen igennem spillet så forbandet flot. Med en underspillet passion og patos, der lige netop gør, at det højstemte i figurer og handling aldrig får lov at kamme over og blive for meget. Det er hele tiden kontrolleret, og der lukkes kun det ud af storladne følelser, som der skal. Der er en nerve og elegance i figurtegningen, der næsten er uset i film af denne genre.
3) Billed- og lydsiden suger os fra første sekund ind i universet for slet ikke at slippe os, før det hele er slut.
Man kan simpelthen ikke give andet end seks stjerner - for denne film og for hele projektet.
Hvor vil vi dog komme til at savne turen til Midgård!