Det er ganske enkelt en overdådig produktion af Händels oratorium Saul, som Donna Stirup har instrueret på Operaen efter Barrie Kovskies originaliscenesættelse og i Katrin Lea Tags storslåede scenografi. Händels værk Saul er som nævnt ikke en opera men et oratorie. Det er dog fuld af dramatisk handling, og det er oplagt at gøre værket til en dramatisk sceneversion.
Man har beholdt barokteatrets hang til opulente scenebilleder, og det gør den lange forestilling til et visuelt festfyrværkri, især i de mange scener, hvor koret medvirker, samt ikke mindst de dygtige dansere, der i den grad er med til at skabe flot liv på scenen.
Det er den bibelske historie om David, der slår giganten Goliath med sin slangebøsse, og dermed redder Israel fra en tyran. Kong Saul er først hengiven og glad for Davids dåd, men han indser hurtigt problemet med at have en populær folkehelt som konkurrent til tronen. "I am the King!" slutter Kong Saul første akt – og det gav ekstra krydderi, at den nye Konge af Danmark sad i den diskrete kongeloge på Operaen. Men det er også begyndelsen til enden for Saul, og det er flot som Christopher Purves, udover at have en skøn myndig stemme, viser Sauls psykiske ændring fra selvsikker konge til paranoid usling, der til sidst mister alt i sin selvskabte undergang.
Hans modstykke, den blide David, der til sidst bliver den mægtige konge, synges himmelsk skønt af Morten Grove Frandsen, mens Clara Cecilie Thomsen som Merab og Mirjam Mesak som Mikal får godt fat i de to kvinder omrking Saul og David. Benjamin Hulett er også i den følsomme side som Sauls søn Jonathan, der kæmper med faderens vrede og venskabet med David, og det kommer der en meget menneskelig præstation ud af.
Koret er helt klart en stor og vigtig del af opsætningen, i og med at værket oprindelig er et oratorium. Og vi er forkælet i Danmark med Det Kongelige Operakor, som har en overvældende smuk klang, men som i denne oipsætning også har lært en del koreografi.
Otto Pickler har skabt en velfungerende koerografi, der får danserne placeret flot på scenen i sjove formationer og skarp koreografi. Man kan måske sige, at hans koreografi til Carmen var bedre integreret i forestillingen, og en del stor del af koreografien virkede som en gentagelse af Carmen.
Lars Ulrik Mortensen havde både Concerto Copenhagen og sangerne i sikker hånd og styrede upåklageligt alle trygt gennem Händels smukke musik.
Det er en flot aften i Operaen, og selv med lidt scenisk stilstand i anden akt formår det at holde interessen fanget i det meste af de tre timer og et kvarter, forestillingen varer.