Hele den brogede bridgeklub i Carin Mannheimers effektive komedie om livets sidste akt på Folketeatret., Foto Thomas Petri

Sidste udkald til livet

Af Per Lundsgaard 8. januar 2018

Folketeatret spiller den fine og hjertevarme svenske komedie I sidste øjeblik med et sikkert hold af erfarne skuespillere.

Titel:
I sidste øjeblik

Teater:
Folketeatret Store Scene

Spilleperiode:
31. dec 2017 - 18. feb 2018.

Lisbeth Dahl er det samlende midtpunkt i den skæmtende og livskloge fortælling om tre veninder der stadig holder fast i ungdommens venskab. Meget er sket i løbet af årene – naturlige frafald af ægtemænd og andre venner, samt en stadig større kamp for selvstændig overlevelse i en ældre alder hvor venner og bekendte flytter til plejeboliger og plejecentre.

Og Lisbeth Dahl fylder på alle måder rollen og scenen ud. Stort set konstant er hun på med et vandfald af finurlige og rammende replikker. Eftertænksomme og kloge iagtagelser af verden omrking hende – og hende selv midt i det forfald af egen krop hun ubarmhjertligt er vidne til. En sikker præstation der bevidner Lisbeth Dahls plads som en af vores helt store skuespillerinder. Hun flankeres flot af Sonja Oppenhagen og Elsebeth Steentoft som de to veninder der på hver sin måde har nok at kæmpe med personligt. Sonja Oppenhagens Anne-Louise med en krævende ægtemand, og Elsebeth Steentofts Solvej med den falmende libido. To sikre, kloge og præcise præstationer fra to skønne skuespillerinder.

Deres hverdag krydres med to mænd – den ældre enkemand Per, og den unge kommunale handymand spillet af Søren Bang-Jensen. Den sidste er åbent homosekusel. Den første får en overraskende åbenbaring og opblomstring. Kærlige og søde er de begge i deres roller – og kærlig og sød er forestillingen også.

Christoffer Berdal har iscenesat detaljeret og i et lige lovligt roligt tempo der især i første akt giver en ujævn forestilling med unødvendigt lange mellemspil der virker sært uinspirerende og hæmmende for fortællingen. Havde man koreograferet de nødvendige oprydningssekvenser i halvmørket – så de havde fået en form og indhold og ikke virkede som klodsede mellemspil – havde det ikke virket så malplaceret.

Men pyt med det for i det store og hele er det en livsklog og gribende forestilling af den svenske dramatiker Carin Mannheimer der i Marianne Nilssons pompøse og effektive scenografi  tiltaler både et yngre og et ældre publikum – især også et LGBT publikum. Herligt!

Tjek os ud

Teater

Annonce

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Turen går til Prag 

Så går turen til Prag. Vi tager med DSB Interrail og bor på det tidligere Boscolo Prague som nu hedder Carlo I...

Som vi skrev for noget tid siden, skulle vores næste rejse fortages med tog så i samarbejde med DS...

Årets hold i Crazy Christmas Cabaret er måske det bedste nogensinde.

Fornøjelig Fogg-tur

Årets Crazy Christmas Cabaret spiller på alt fra det campede til det vampede. Det er sjovt og langt som det pl...

15. nov
Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater er fuld af flotte scenebilleder - men forestillingen er lang og uden dybde.

Pelle Erobreren er en lang men light udgave af romanen på Østre Gasværk

Ensformigt skuespil og dårlig lyd er desværre hvad man hæfter sig ved efter at have set Pelle Erobreren som mu...

11. nov
Marie Mondrup yder en af sin smukkeste præstationer i forestillingen Muleum på Husets Teater.

Når livet vinder over døden

Marie Mondrup løfter tekst og historie helt op under de himmelstrøg som hovedpersonen Julie i monologen Muleum...

11. nov
Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli.

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles...

4. nov