Monoton Misantrop 

Molieres Misantropen er en elegant ordkomedie på vers, og den skal spilles så let at pointer og versefødder flyver iørefaldende, afvekslende og frækt hen over hovedet på publikum. 

Det gør de også mange gange i løbet af forestillingen – men desværre ikke altid, og især ikke fra Nicolas Bro som spiller sin Alceste meget morsom vred, vrissen og træt af det moderne hykleri som han så ivrigt er i mod - men også en smule ensformig. En smule monotont bliver det i replikføring, og dermed ender aftenen med at blive lidt kedelig og tung i spillet. 

Det går bedre for Sonja Richters Céliméne, og bedårende ser hun ud i sit kostume med Marie Antoinette-paryk. Mads Ville formår også at puste liv og friskhed i den lidt kedelige rolle som Alcestes ven Philinte, og det samme gør Laura Bro som Céliménes kusine Éliante. 

I de små karakterroller morer Charlotte Fich fromt dydsmønster med bagtanker, Jens Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Patrick Baurichter som de tre mænd der sværmer om Sonja Ricthers forførende Céliméne. Teaterchefen selv, Steen Stig Lommer, tager sig af præcise og sjove små tjenende roller - komplet med fyldt natpotte.

Der er masser af gode indfald og idéer i Madeleine Røn Juuls elegante iscenesættelse, og det er en fryd at se spillerne i Manfred Blaimauers imposante kostumer.

Det er også godt set at Molieres gamle komedie fra 1666 rammer godt ned i tiden med sin udlevering af det sociale hykleri i disse facebook- og twitter-tider hvor alt bliver liket og delt og høflige floskler står i kø til ligegyldige opslag – men det skrevne ord kan være farligt, det kan man blive hængt op på.