Et slag i turbanen

Det er et spil i spillet på Det Kongelige Teater hvor Skuespilhusets store scene lægger hus til en prøve/opførelse af en moderne udgave af Aladdin. 

Skuespillerne spiler nemlig også sig selv og kommer ofte i løbet af aftenen op at skændes om den udlægning af stykket man er i fuld gang med at afprøve. For hvordan spiller man Aladdin i dag? Kan den overhovedet spilles med Oehlenschlägers gamle tekst som jo virkelig er fjern fra nutidens politiske korrekthed? Den store tiltro til teksten har der ikke været hos Christian Lollike der har gendigtet så man ikke er helt klar over hvad der egentlig oprindeligt var Oehlenschläger, og hvad der er Lollike og co. 

Derfor morer forestillingen nok publikum i salen – især i første akt – men rigtigt provokerende bliver det aldrig, fordi man i salen ikke nødvendigvis ved hvad den oprindelige tekst var. Pikslikkermund i burka og dinglende tissemænd i samme er mere pudsigt end tankevækkende, og man sidder med en følelse af forvirring da tæppet til sidst går ned. De mange muslimske indslag og slagtaler ender med at lyde som halvhjertede, forudsigelige og påklistrede slogans – måske provokerende for et eventuelt muslimsk publikum, som der åbenbart ikke sad nogen af den aften jeg så forestillingen, ifølge den håndsoprækning der blev lavet fra scenen.

Indtil tæppefald er vi dog ganske godt underholdt i Franciska Zahles smukke tæppe-scenografi. 

Sicilia Gadborg Høegh er en formidabel fortæller og kan være både pirrende erotisk og iskold og kynisk når det stikker hende. Alvin Olid Bursøe er en kæk Aladdin – så længe har har rollen (skuespillerne udvandrer nemlig i løbet af forestillingen i protest mod den drejning tingene tager), Özlem Saglanmak er en smuk Gulnare der har fået æren af at skulle aflevere de værste floskler om indvandrerkvinders mange problemer i et land som Danmark – men det gør hun med så megen overbevisning at vi tror på det. Peter Christoffersen får skabt forestillingens mest uhyggelige figur da hans troldmand Noureddin udvikler sig til en sand Osama Bin Laden. 

Forestillingen er mest vellykket i første akt med sin kække blanding af indforstået spil og uhøjtideligt men moderne lystspil. Anden akt vil pludselig meget mere men magter det ikke, og forestillingen kuldsejler inden for de første fem minutter efter tæppet er gået op igen. Men vi morede os så længe det varede.