Tag med på festlig nostalgitur

Gå ud og gå en tur, Den allersidste dans, Musens sang – de er der alle sammen og flere til i Folketeatrets nye sprudlende udgave af den danske filmmusical-klassiker. Sidst vi så den på en københavnsk scene var i 2006 i Adam Prices bearbejdning og Per Pallesens iscenesættelse – denne nye udgave af Vase & Fuglsang, iscenesat af Kasper Wilton er faktisk den bedste sceneversion jeg har set af værket. 

Det er festligt og fornøjeligt med forviklinger og kolerisk teaterdirektør, underkuet regissør, stride teaterdivaer, forelskede guder, erotisk kustode samt desperat komponist og charmerende flyverløjtnant. 

Amalie Dollerup er en sød og mere pågående Polyhymnia end Bodil Kjer var det. Christoffer Læssø er en charmør som flyveren Harry men har lidt problemer med nogle af tonerne. Trine Gadeberg en festlig furie som primadonnaen Irene, og Carsten Svendsen er uden tvivl forestillingens stærkeste kort som desillusioneret komponist der har mistet troen på sig selv, kærligheden og i øvrigt alle andre. Lone Hertz er en henrivende Rosa med krudt i de gamle hofter, Asger Reher en festbombe som Zeus, Troels Malling sjov som hårdtprøvet teaterdirektør, og Kristian Holm Joensen viser endnu engang hvor god han er til at skabe små pudsige figurer.

Jens Krøyer styrer musikken – der indimellem lyder lige vel meget af synthesizer. Bedst er det når den bliver spillet af et lille ensemble live på scenen. 

Men musikken og hele stemningen i forestillingen emmer af stor hollywoodfilm – eller broadwaymusical. Vi var meget langt fra begge dele da det kom til koreografi og dansere, eller rettere manglen på det. For dårligt at man igen på et af Københavns største teatre er gået uden om at hyre dansere som en koreograf kunne arbejde med. En lille anke - men ikke uvæsentlig i denne sammenhæng.

Mød mig på Cassiopeia er en ægte dansk klassiker. Måske er den mere operette i stilen end musical – den ligger i hvert fald lige på grænsen – men elegant er den i musikken, og sjov i teksten. En farce med hjerte og sjæl. 

Kai Norman Andersen og kompagni har måske kigget lidt mod Kurt Weils One Touch of Venus fra 1943, og hollywoodfilmen Down to earth fra 1947 (der senere gav inspiration til Xanadu), men de har fået skabt et værk der måske nok er internationalt, men som alligevel er umiskendeligt dansk i stilen.