Pissegodt!

Urinetown havde premiere på Broadway i 2001 i en periode hvor der kom en del satiremusicals: først Avenue Q som spillede på Fredericia Teater for nogle år siden – siden Book of Mormon som spillede på Det Ny Teater i sidste sæson. 

Forestillingen er en god blanding af Kurt Weill og Bertoldt Brecht, Les Misérables og storladen broadwaystil – alt serveret med et glimt i øjet samt både en distance til genren og en stor kærlighedserklæring, men først og fremmest vil man gerne fortælle en satire over den moderne verdens overforbrug og miljøforurening.

Vi er ude i fremtiden i en verden hvor en alvorlig tørke har påført samfundet stor fattigdom. Man må ikke gå på toilettet uden at benytte de certificerede af slagsen og betale et gebyr for sit besøg. 

I denne bizarre verden møder vi Bobby Stærk der gør oprør med den onde Tårnhøj men på vejen forelsker sig i Tårnhøjs datter, Håb!

Det er kærligt plat sine steder – tankevækkende morsomt andre – og altid med musikken som den altoverskyggende faktor. Det er nemlig musikken og fortolkningen af den der aftenens absolutte fornøjelse.

Mark Hollmans partitur låner åbenlyst og effektivt fra en lang række kendte musicalgenrer. Kapelmester Thomas Møller får orkestret til at formidle musikken så man fanger hver en detalje. Michelle Tattenbaum har iscenesat med sans for det groteske og satiriske, mens Kim Ace Nielsen viser at han må være en af Danmarks mest begavede koreografer. Han låner ligeså frækt alle steder fra – men får det hele sat sammen så det i den grad komplementerer forestillingen. 

Diluckshan Jeyaratnam er i forrygende sanglig form som Bobby Stærk og lægger salen ned gang på gang. Frederikke Maarup Viksum er henrivende naiv som Håb Tårnhøj, Kim Leprévost veloplagt ondskabsfuld som Tårnhøj og Maria Skuladottir så absolut herlig som Mona Møntfod. Bjørg Gamst og Lars Mølsted er forestillingens fortællere med masser af patos og ironi, og sidstnævnte er også en effektiv politibetjent Strunk. Alle er i øvrigt sammen med resten af ensemblet inde og ude af en masse roller, og det fungerer lynhurtigt og veloplagt.

Mads Æbeløe Nielsen har oversat teksten ganske effektivt og med humor, men sine steder skurrede et forsøg med at få integreret amerikansk-slang på dansk. 

Herligt er det at Fredericia Teater tager et værk som dette op. Mere af det, og måske færre jukebox-musicals.