Christian Berg, Anne Karin Broberg og Lukas Birch er det velfungerende hold på scenen i årets Jægersprisrevy.
Jægerspris revyen 2020 er i fuld gang oppe i Jægerspris og den er fuld af charme og god energi på den lille scene.
Titel: Jægerspris Revyen 2020
Teater: Jas-Teater, Jægerspris
Spilleperiode: Frem til 16. februar - derefter i Korsør 21. - 27. februar
Det er landets yngste revydirektør, som blev student sidste sommer, der byder indenfor i Jægerspris til en revy hvor han selv er på scenen sammen med Anne Karin Broberg og med Christian Berg på tangenterne.
Der er også en ungdommelig energi over revyen og en umiddelbar glæde og charme som hurtigt smitter af på publikum nede i salen, og som holder niveauet selv når teksterne svinger.
Vi kommer omkring bl.a. krænkelseskulturen, unge bloggere på nettet, racisme, organtyveri, parkeringskaos, Brexit og en gribende glæde ved livet.
Anne Karin Broberg tilfører revyen en sikkerhed og rutine og tager stikket hjem som selvfed teenager og vælter salen som kvinden der er udsat for organtyveri på egen krop. Hun morer også som rigmandskone der beklager at hun ikke er fattig, for det er dyrt at være rig, og så leverer hun det personlige nummer En Festsang, skrevet af Mette K. Madsen, om at komme igennem en kræftsygdomsperiode med en boblende livsglæde der i den grad tager salen i sin hule hånd. Lucas Birch supplerer Anne Karin Broberg godt i fællesnumrene men står også imponerende flot på egne ben i hans solonumre. Hans figur Bitten skal måske lige en tur mere igennem tænkeboksen - den rammer ikke helt rent ind - men ellers er det en fornøjelig aften fra start til slut.
Heldigvis har dygtige Christian Berg også fået lov til at folde sin flotte sangstemme ud flere steder i revyen - og så er der et genhør med hans nummer om pianistens meninger, skrevet af Rasmus Krogsgaard, som næsten var ved at løbe med hele Ganløserevyen sidste sommer - men måske man lige skulle have opdateret enkelte tekststeder i sangen - verden løber hurtigt på et halvt år.
Michel Castenholt har iscenesat med tempo og timing og tiden flyver afsted i det lille teater med et konstant smil på læben - dejlige vitaminer i vintermørket.