Afgående operachef og instruktør Philipp Kochheim voldtager "Werther" i dobbelt forstand, både ved at beskære musikken og som følge deraf udelade koret og fem bipersoner, ikke mindst heltindens far, og ved at fortælle en markant anderledes historie end den, komponist og librettist har skabt. Derfor giver jeg for første gang i min anmelderkarriere kun én stjerne.
OM ISCENESÆTTELSEN
Historien i ”Werther” stammer fra Goethes roman fra 1774, ”Den unge Werthers lidelser”, der med sin store lidenskab vakte stor sensation og blev indledningen på en helt ny litteraturgenre, ”Sturm und Drang”, der foregreb romantikken. Det mest sensationelle var, at hovedpersonen Werther ender med at tage sit eget liv af ulykkelig kærlighed, og selvmord var et stort tabu på den tid, da kirken betragtede det som en synd.
Da Massenet i 1887 komponerede sin operaversion af historien, som fik premiere fem år senere, bibeholdt han den oprindelige romans periode, nemlig slutningen af 1700-tallet. Operaen er altså præget af værdier fra både Goethes og Massenets tid, ikke mindst pligten. Heltinden Charlotte forelsker sig i Werther men har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med Albert. Hun føler sig både forpligtet overfor sin døde mor, sine yngre søskende, som hun nu kalder ”mine børn”, overfor sin mand, og overfor Gud. Da hun i tredje akt begynder at indse, at hun virkelig elsker Werther, selvom hun er gift med Albert, beder hun fx Gud om hjælp til at modstå fristelsen.
Derfor giver det ingen mening, at Philipp Kochheim har ladet ”Werther” foregå i det, der mest af alt ligner et dansk overklassehjem anno 2024. Den form for forpligtelse, som Charlotte føler, er fremmed for nutidens fokus på selvet og lysten, hvilket er en naturlig effekt af, at vi ikke længere lever i et knapheds- men et overflodssamfund, og både Charlottes og Werthers frygt for Guds dom hører også til i en anden tid.
Desuden har Kochheim gjort Werther til en så stor nar, at han nærmest er at sammenligne med de famøse incels, ”involuntary celibates”, unge mænd, som mener, at det udelukkende er kvinders skyld, ikke deres egen mangel på empati, modenhed og andre sociale færdigheder og følelsesmæssige attributter, der gør, at de ikke har held i kærlighed, hvorfor de dels samler sig online, hvor de både indbyrdes og offentligt deler deres had til kvinder, og i nogle tilfælde også udfører massakrer med skydevåben på tilfældige ofre, inden de tager deres eget liv.
Kochheims ”helt” er selvfed, grænseoverskridende og liderlig. Det store fokus, der hos både Goethe og Massenet er på romantisk kærlighed, idealiseringen af den, man elsker, hvilket kommer til udtryk i sammenligninger med en engel eller med solen, bliver totalt utroværdigt, når den stakkels tenor, der agerer Werther, samtidig står på scenen og gnubber sig op af Charlotte, som han påstår at elske, og senere hen giver hendes søster samme tur. Werther bliver simpelthen gjort så usympatisk, at jeg til sidst sad og grinede, da han havde skudt sig selv.
”Werther” var i denne version som sagt beskåret, så der kun var fire karakterer tilbage: Werther selv, hans elskede Charlotte, hendes lillesøster Sophie, og Charlottes mand Albert. Som vi så det med Armilla i Kochheims iscenesættelse af Hartmanns ”Ravnen”, som jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at anmelde sidste år, skal Charlotte gøres til et objekt. Werther rager løs på hende, og i den smukke og intense brevarie i tredje akt vrider hun sig letpåklædt i sengen.
I den foregående scene har Charlotte sagt til Werther, at det nok er bedst, hvis han rejser væk et stykke tid, og nu sidder hun og genlæser nogle af hans breve, mens hun begynder at indse, at hun gengælder hans følelser. I en 2024-scenografi virker det fuldstændig malplaceret, at Charlotte læser rigtige breve i stedet for at scrolle ned ad sin smartphone eller tablet og læse Werthers sms’er eller e-mails.
Som med Nedda i Kochheims opsætning af Leoncavallos ”I pagliacci” i 2022 bliver også Sophies livsglæde af Kochheim forvandlet til overfladiskhed. Allerede inden præludiet går i gang, kommer hun ind på scenen med en masse indkøbsposer. Hun tænder sit kamera og sit ringlight og begynder at filme (formodentlig for at streame til sine SoMe-følgere), mens hun viser indkøbene frem (Nedda tog selfies). I forestillingens eneste pause tænder hun for noget popmusik, mens multifarvet lys blinker på scenen, og hun får lokket Albert til at danse med sig. Gab, hvor er det dog irrelevant, og suk, hvor er det dog trættende at se Kochheims forstyrrede kvindesyn udfolde sig i hver eneste af hans produktioner!
”Intet filter er nødvendigt” lyder overskriften på en rubrik i forestillingens program, som Kochheim har skrevet, men Kochheim har lagt så meget filter ind over ”Werther”, at den næsten er uigenkendelig. For som det altid sker i den type produktioner, skaber de mange ændringer mindre, ikke mere, sammenhæng mellem den sungne tekst og dramaet på scenen. Et par eksempler:
I første akt mødes Werther og Charlotte for første gang. Werther vralter rundt, som om han havde gjort i bukserne, hvilket åbenbart skal illudere selvsikkerhed, og han går flere gange tættere på Charlotte, end hun bryder sig om, for til sidst at holde hende fast og nærmest påtvinge hende et kys, så hun er ved at vælte bagover. Men i tredje akt synger han, at han endnu ikke har turdet bede om sit første kys fra Charlotte, som hun så ender med at give ham.
I første akt, hvor Charlotte og Albert endnu ikke er blevet gift, bliver et juletræ sat ind i stuen, men i anden akt synger Albert, at de har været gift i tre måneder, og sidste akt foregår juleaften – librettoens tidslinje bliver med andre ord ikke respekteret.
I anden akt siger Albert til Werther, at han godt fornemmede, at Werther var glad for Charlotte, før hun blev gift, og rækker Werther hånden som tegn på, at han ikke føler, at det skal spolere deres venskab. I teksten giver Werther udtryk for samme ønske, men på scenen prøver han at kvæle Albert, hvorefter de to mænd er ved at komme op at slås, indtil Sophie lægger sig imellem. Udover at det ikke har noget med teksten at gøre, står det også i grel kontrast til musikken, der er smuk og munter på det tidspunkt, ikke tung og dramatisk.
Det mest grelle eksempel på produktionens omskrivninger er slutscenen, hvor Werther har skudt sig. Charlotte kommer styrtende ind, fordi hun netop frygter, at han vil tage sit eget liv. Da hun finder ham døende, kan hun endelig fortælle ham, at hun elsker ham, og de to får en smuk afsked, der både er intim og intens, kontrasteret af julesange sunget bag scenen af Sophie og koret.
I Kochheims version er Charlotte imidlertid løbet hen for at hente Werther, som først skyder sig selv, da de ER kommet tilbage til Charlottes og Alberts hjem. Albert sidder og ser på noget af tiden, når han ikke drikker gin af flasken eller ser tv, og senere kommer Sophie ind og overtager tjansen som sygeplejerske og trøster fra sin søster, inden hun efter Werthers død vrænger: ”Jul! Jul! Jul!” til Charlotte, en linje, der skulle synges af koret som en livsglad kontrast til Charlottes sorg.
Det smukke, intime og intense dør i denne parodi på den oprindelige slutscene, og det står klart, at Kochheim er totalt ligeglad med, at det er en opera, han producerer. Musikken er en biting eller måske endda til tider en gene, og teksten ser han bort fra, hvis den ikke passeer ind i det allervigtigste, nemlig instruktørens egen vision. Den slags manglende respekt for et kunstværk er dybt forkastelig, både i sig selv, og fordi den som sagt formindsker værkets indre sammenhæng og logik. Kochheim burde søge ansættelse i nedrivningsbranchen, for når man har set hans version af ”Werther”, må man konkludere, at destruktion er hans primære kompetence.
OM PRODUKTIONENS VISUELLE ASPEKT
Barbara Bloch har stået for scenografi og kostumedesign. Der bruges en enkelt kulisse hele vejen igennem, hvilket ingen mening giver, da første akt foregår i Charlottes og Sophies fars have, anden og tredje akt finder sted hos Charlotte og Albert, og sidste akt udspiller sig hos Werther. Når scenografien så også er rædselsfuld, og vi ikke får lov at høre HELE operaen, begynder man at spekulere på, hvorfor Den Jyske Opera mener, at den kan tillade sig at tage penge for billetterne.
Som sagt udspiller ”Werther” sig denne gang tilsyneladende i et overklassehjem, og væggene består af noget, der formodentlig skal forestille grå granitblokke – hold nu op, hvor er det bare uskønt og kedeligt! Nogle gange er der lidt farve på kostumerne, fx Charlottes knaldgule kjole i anden akt, men i og med, at de er fra vores egen tid, er de sammen med den grimme scenografi, det maltrakterede partitur og Kochheims idioti med til at gøre ”Werther” komplet ligegyldig.
OM DE MEDVIRKENDE
”Werther” er en del af Den Jyske Operas turné, og alle fire roller er derfor dobbeltbesat. Jeg så den første af de to forestillinger i København, hvor titelrollen blev sunget af tenoren Angelos Samartzis. Hans stemme klang så smukt, at jeg både blev mindet om Alfredo Kraus og Alain Vanzo, som i hine tider brillerede i partiet. Men da Samartzis nåede højden, blev det anderledes anstrengende at høre på, og de høje toner blev oftest kortet af. Om det skyldes, at Samartzis havde en dårlig aften, eller at rollen som Werther ikke ligger godt for ham, er svært at sige – skønt den blev sunget ved verdenspremieren af en dramatisk tenor, er den fortrinsvist lyrisk i sit udtryk, og Samartzis’ kommende roller som Calaf, Radamès og Manrico i forskellige europæiske byer indikerer, at han er en tung tenor. Hvorom alting er, var han en blandet fornøjelse at lytte til på trods af den smukke klang – ud over de anstrengte høje toner fik man også en fornemmelse af, at han rent vokalt følte sig lidt frem i stedet for at synge med overbevisning, og jeg savnede et mere tydeligt legato.
Mezzo-sopranen Marie Seidler, der sang Charlotte, var til gengæld en fornøjelse at lytte til. Hun har en varm og mørktonet stemme, der særligt kom til sin ret i Charlottes brevarie i tredje akt, men som også gjorde fin fyldest i resten af partiet. Desværre overdøvede dirigenten hende i to forskellige musikalske klimakser – en stor skam, når man nu har antaget en så fin sanger, hvilket vi bestemt ikke altid hører her i København.
Charlottes lillesøster Sophie blev fremført af sopranen Eva Zalenga. Kontrasten mellem Charlottes bekymrede natur og Sophies mere muntre personlighed blev fint udtryk vha. kontrasten mellem Seidlers mørke og Zalengas lyse timbrer, og selvom Zalenga brugte en del vibrato, forhindrede det ikke hendes smukke stemme i at komme til sin ret. Den type vibrato er desuden fint i tråd med stilen i den franske sangskole, som man også kan høre det hos tidligere tiders repræsentanter for dette repertoire, fx Renée Doria eller Mady Mesplé.
Barytonen Anton Erikssons Albert var lidt svær at vurdere rent vokalt. Eriksson stemme klang fint, men partiet giver ikke de store muligheder for sangeren for at ”vise sig”. Jeg vil derfor nøjes med at bemærke, at Eriksson rent stemmemæssigt gjorde god fyldest som Albert.
Aftenens sangere blev understøttet af Copenhagen Phil, dirigeret af Christopher Lichtenstein, og det var især dejligt at sidde og lytte til operaens fire præludier, når man ellers kunne koncentrere sig om det på trods af alt det distraherende sludder, der foregik på scenen, for orkestret spillede fint under Lichtensteins sikre ledelse. Den eneste kritik var, at Lichtenstein som sagt overdøvede aftenens primadonna et par gange.
OM OPERAPRODUKTIONER ANNO 2024
Min kollega på XQ28’s kulturredaktion, Per Lundsgaard, ledsagede mig til ”Werther”, og da forestillingen var slut, bemærkede han, at ”her kan man da virkelig tale om Werthers endeligt!” Jeg kan kun give ham ret efter at have set Kochheims jammerlige miskmask af en produktion, og det er forstemmende, at den IKKE er noget særsyn, men at det derimod er sådan, ”man gør”, når en opera skal iscenesættes i dag.
Jeg tror, hovedproblemet er, at operahusenes ledelser mener, at opera skal iscenesættes på lige fod med talt teater. Men opera fungerer på andre præmisser – det er musikken, som er historiens primære fortæller, og derfor nytter det ikke noget at skalte og valte med den, eller at lade ting foregå på scenen, som står i kontrast til det, partituret fordrer.
Det nytter heller ikke noget at matche smuk musik fra barokken, klassikken eller romantikken med den type anti-æstetisme, som vi i lang tid har måttet døje med på scenen, eller forfladigende koncepter, der gør karaktererne og deres handlinger komplet ligegyldige – kontrasten til den dybtfølte musik gør sådan en forestilling decideret latterlig.
Jeg håber, at vi snart ser en revolution. At hærværksmænd som Kochheim og de operaledere og teateranmeldere, der alle kommer fra samme snævre kreds af teoribegejstrede akademikere, og som hhv. sanktionerer og lovpriser disse produktioner, får sparket, så opera igen kan handle om musikken og den skønhed og følelsesmæssige kraft, den besidder, så værkerne igen bliver opført i den tidsperiode, der står i teksten, så handlingen bliver mere forståelig, og så visuel skønhed ikke længere er anatema.
Det er kun sådan, publikum kan få den katarsisoplevelse, der er genrens formål, et formål Kochheims udgave af ”Werther” ikke bare vender ryggen til men decideret spytter på.