Det kræver sin skuespiller at kunne holde publikum fanget i en filosofisk tekst, der ikke er helt nem at gå til, og hvor der er en masse ord. Desuden foregår det uden dekorationer eller anden teaterstaffage som hjælp.
Men det formår Jacque Lauritsen flot i det lille teaterrum på Får302 . Her får man virkelig hans figur under huden og bliver indfanget i teksten, så man lytter efter – og det kan mærkes på de spontane reaktioner i salen.
Eksistentialisme handler jo i grove træk om, at man som menneske selv skaber sin egen tilværelse, sin egen eksistens og identitet gennem valg og handling.
I romanen Faldet, som stykket er bygget over, sætter Camus denne holdning op imod menneskelig forfængelighed. Er vores næstekærlighed, valg og handling blot til for at få mere opmærksomhed og for at få et øjeblik i centrum med andres beundrende respekt.
Det rammer lige ned i den tid vi befinder os i lige nu, hvor bl.a. masser af flygtninge kommer ind i landet. Når vi giver tøj og hjælp til flygtninge eller fattige, er det så blot for selv at få det bedre og sole os i vores egen velgørenhed? Interessant og tankevækkende udlægning – og mange steder kan mange nikke genkendende til de rappe svirp i teksten – både jeg selv og andre i salen kunne det høres.
Jacque Lauritsen er en advokat, der lever et godt liv. Altid hjælper han de blinde over vejen – altid er han på de svageste side. Men så en dag hjælper han ikke en druknende ung kvinde, og det sætter gang i en masse spørgsmål i ham selv: Hvorfor gjorde han ikke det? Langsomt går det op for ham, at hele hans eksistens er grundlagt på at få andres respekt og ikke mindst beundring.
Med nedtonet spil og små stærke udslag, når det kræves, er Jacque Lauritsen holdt i en flot intens og fortættet instruktion af Petra Berg Holbek.
Der hvor teksten, og dermed også forestillingen, knækker lidt, er i den religiøse sektion, der er for lang, og som rammer forbi tiden. Vi er ikke længere så funderet i den kristne tro, at vi kan blive oprevet eller provokeret af historier om Jesus på korset eller et opgør med Gud og religion. Det har givetvis virket stærkt i 1956, da romanen udkom i et delvist katolsk Frankrig, men det gør det ikke i et liberalt nærmest ateistisk København anno 2015, selvom det er en af hovedlinjerne i den ateistiske eksistentialisme, som danske Søren Kierkegaard er stamfader til, og som bl.a. Satre og Camus var tilhængere af. Dengang var der også noget at gå i mod – det er der knapt så meget mere, med mindre man færdes i indremissionske kredse.
Vi mister interessen for fortællingen, bliver lidt sat af, og det er synd for en aften, der ellers rammer plet i den danske folkesjæl.