Stemningsfuld uhygge med kongelige balletdansere 

Der står Jo Strømgren over hele forestillingen.Foruden koreografien har han stået for tekst, voiceover, dekoration, kostumer og lysdesign. Virkelig en mand med mange talenter. Herjemme har vi bl.a. tidligere set hans iscenesættelse af skuespillet Lille Eyolf af Henrik Ibsen, balletten Luft og koreografien til operetten Flagermusen på Operaen. Han er god til at skabe stemninger og til at skabe flotte scenebilleder. Desuden har han en skæv og humoristisk indfaldsvinkel, der gør, at hans værker får en lys og poetisk tone. Det klæder i den grad denne lille forestillingen på lidt over en time, hvor vi i CORPUS-ensemblets nye hjem, A-Salen, får en både sjov og makaber dødedans.

Vi er hos en flok fortabte sjæle i en storby. De gennemlever hver nat deres dødskampe som et ritual med og mod hinanden. Sjovt er det at se de forskellige måder, de døde på, og grotesk er det også når en bjørn blander sig i flokken, tilmed uhyggeligt når de hvide ansigter ses gennem ruderne i byens huse, og ikke mindst rørende, når et lille dukkebarn omfavner sine døde forældre, og gribende når de øvrige søger efter meningen med døden.

De ti dansere – der er blandet mellem karakterdansere, dansere fra balletten og nye, moderne dansere der skal være en del af de faste CORPUS-ensemble – forstår flot at gribe stemningen og er sikre i deres karakterskildringer – selv iført et bjørnekostume.

Musikken er en blanding af franske og tyske lieder og chansons, samt klassisk musik af bl.a Bach og Puccini. Den skaber et flot medfortællende lag til både komikken og uhyggen i forestillingen.

En fin billedmættet og veldanset lille sag, der lover godt for det nye kompagni i det gamle hus.