Fire på stribe i Edisons udgave af Broadwayhittet Disgraced., Foto Emilia Therese

Mistaked

Af Per Lundsgaard 28. september 2017

En forfejlet iscenesættelse kuldsejler broadwayhittet og Pullitzer-vinderen Disgraced på Edison.

Titel:
Disgraced

Teater:
Betty Nansen på Edison

Spilleperiode:
16. september - 14. oktober 2017

Det er et meget, meget underligt valg at spille forestillingen Disgraced i en unaturlig og kunstgreb-agtig abstrakt ramme når nu forestillingen foregiver at skulle være naturlig og vedkommende - noget vi støder på i vores dagligdag lige nu og her. Det udstiller også teksten som det meget konstruerede format den er i. Nærmest som var vi til en forelæsning om religioner... nøj hvor skal vi megen tekst og tale igennem i en scenografi der prøver at være smart og kan køre frem og tilbage ganske uden grund.

For at den forestilling skal få den effekt den måske havde på Broadway, skal den spilles så nedtonet naturligt at man ikke mærker at hvert ord er så manipulerende overlagt puttet i munden på de karaterer der siger dem, eller lyder som noget der læses op i en lærebog om islam, jødedommen eller kristendommen. Vi skal da også have en jøde, en sort kvinde, en konverteret muslim og en hvid kvinde på scenen - og når hele rammen er så kunstig lægger man endnu mere mærke til hvor meget forestillingen er skåret ud i den politiske korrektheds pap. For selvom den prøver ikke at være politisk korrekt og skubbe til de rigtige meninger, ender den med at falde i med begge ben. Det skyldes stort set ene og alene nogle fatalt dårlige og forkerte valg af instruktøren Rolf Heim og scenografen Katrine Gjerding der ikke formår at skjule de svagheder der er i en tekst der umiddelbart synes at fungere bedre på papiret end på scenen. Den sande kunst er kunstløshed - som Piet Hein engang sagde. 

Janus Nabil Bakrawi fortjente nogle bedre omgivelser at spille sin Amir Kapoor i. Han emmer af den varme glød og menneskelighed der skal pumpes massivt ind i forestillingen for at den skal give liv, og for at vi gider at høre efter. Rørende er han i den konstante indre konflikt han er i, mellem at prøve at slippe sin muslimske opvækts og opdragelse og føle en universel og uundgåelig tilknytning til den tro han foragter. Her var alt det forestillingen kunne have været. Hans præstation alene er de fire stjerner værd.

Resten af de medvirkende er sat til at være overtydelige karikaturer af de typer de er sat til at spille - den intellektuelle jøde, den hvide kristne kunstner med de rigtige meninger, den sorte karrierekvinde. Bl.a går Helle Fragralid rundt i ungpigekjoler i pastelfarver når hun er sammen med Amir men i sort voksen kvindefrakke når hun har forladt ham og er "sig selv" - så fik vi vist også den skåret ud i pap! Den eneste anden der virker som et rigtigt menneske er Alexander Mayah Larsen som nevøen der kæmper de samme indre kampe som Amir - men som synes at have valgt side. 

Der er masser af sprængstof i teksten - og tankevækkende meninger - men med hele den verfremdung der synes at gennemsyre iscenesættelse og indpakning, forbliver det fjernt og engagerer og rører ikke publikum som man ville ønske at forestillingen havde gjort.

Min overskift til anmeldelsen er konstrueret og det samme var forestillingen. 

 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Hvem kan sige nej til en omgang fransk?

For to år siden fik Regnbuepladsen en ny restaurant da Madklubben og Steak Royal flyttede ind. Her knap to år ...

I to år har man kunne vælte sig i kød, kød og mere kød. Altid store saftige b...

Turen går... med Interrail 

Har man ikke har travlt, er det at rejse med tog noget af det smukkeste, og med DSB Interrail kan man hoppe af...

Der er vist ikke nogen rigtig eller forkert måde at bruge en interrail-billet på. Som DSB selv skr...

La Bayadère i Prag

Kan man være heldigere end at opleve koreografen Javier Torres nyfortolkning af La Bayadère mens man er i Prag...

7. jul
Sonja Richter som centrum for alles opmærksomhed i Misantropen i Grønnegårdsteatret.

Monoton Misantrop 

Flot er det i Grønnegårdsteatret med blå himmel, grønne træer og flotte kostumer, men en smule stillestående b...

30. jun
De tre medvirkende i forestillingen Forever Young er oplagte men mangler den sidste gnist til at hive morskaben hjem.

Op med sprøjten

Denne farce over medicinalindustrien har selv brug for en saltvandsindsprøjtning. 

25. jun
Det er noget showet kører og musikken spiller at musicalen Seebach løfter sig helt op i det euforiske.

Seebach får taget til at løfte sig på Gamle Scene

Fredericia Teater har igen indtaget Det Kongelige Teaters Gamle Scene – denne gang med deres storsælgende musi...

25. jun