Overdådig ballet i luksusindpakning

Lad det være sagt med det samme: Petipas sidste store ballet Raymonda fra 1898 er ikke den store handlingsballet. Ikke meget sker i de timer balletten varer – til gengæld er de trin der bliver udført, flotte og interessante. 

Nikolaj Hübbe har flyttet handlingen fra middelalderen til rokokoens Frankrig med alt hvad dertil hører af ekstravagant udstyr – og tak for det! Magen til delikat og smuk scenografisk indpakning skal man lede længe efter. Både dekorationer og kostumer skabt af englænderen Richard Hudson emmer af god smag og skaber en velfungerende og bedårende ramme om den spinkle historie med de flotte danse. 

Interessant er det at Den Kongelige Ballet og Den Kongelige Opera på samme tid byder på to store klassiske værker som aldrig før har været opført af nationalscenen. Puccinis Pigen fra Vesten på Operaen har dertil også en kvinde i centrum der må vælge mellem to mænd i sit liv – det samme må Petipas ballerina i Raymonda. I balletten står valget mellem den pæne og rene adelsmand Otto og den eksotiske og erotiske spansk-mauriske prins Abderam. Som hos Puccini vækkes også det seksuelle undervejs i hovedpersonen, her i J'aime Crandalls henrivende Raymonda.

Hun er indbegrebet af en ballerina fra det øjeblik hun træder ind på scenen. Hendes udstråling rammer ikke kun bejlerne på scenen men også os i salen. Hvert trin hun tager, er sat med overbevisning og sikkerhed, og de mange hundesvære soli klarer hun til mere end bravur. Vi er i trygge hænder hos J'aime Crandall. Hendes to bejlere denne aften var den unge Alexander Bozinoff som den pæne Otto med et flot ydre og elegante spring og trin - omend en smule forsigtigt udført, samt Jón Axel Fransson som udlånte hele sin sexede maskuline erotiske udstråling til Abderam, kulminerende i en vild og ekvilibristisk solo i anden akt. 

Blandt de øvrige medvirkende var Holly Jean Dorger, Caroline Baldwin, Jonathan Chmelensky og Marcin Kupinski alle i flot form som de to vennepar til Raymonda. Blandt divertissementerne lagde man især mærke til Tobias Praetorius og Lena-Maria Gruber i den ungarske dans, Astrid Elbo og Elenora Morris som to labre, langbenede odalisker og i den veldansede Pas de dix i 3. akt de to mandlige dansere Vitor De Menezes og Matteo Di Loreto. 

Eneste anke var de flagrende arme og ulige rækker hos pigerne i første akt – og en lige lovlig bastant musikalsk ledsagelse under Graham Bond der fik Glazunovz musik til at lyde mere som Minkus – som Petipa netop ikke ville have til at komponere musikken til sin ballet efter Tjajkovskij var død. 

Man kan selvfølgelig spørge sig selv hvad en ballet som Raymonda skal på Den Kongelige Danske Ballets repertoire, men med sådan en indpakning og et sådan dansant overskud, især fra solisterne –  hvorfor skulle man så ikke byde denne koreografiske perle af en forestilling velkommen på repertoiret.