Formidabelt portræt af en stor kunstner

Ellen Hillingsø i hovedrollen som Liva ligner måske ikke virkelighedens Liva, men hun har i den grad formået at få hendes personlighed og karisma ind i kroppen så publikum ikke et øjeblik er i tvivl om at hun er inkarnationen af revydivaen med det svingende humør.

Rundt om Hillingsø er der en flok kære og dygtige skuespillere der fylder de andre roller i historien ud med hurtige og præcise figurtegninger der både morer og rører.

Vivian Nielsen har med ferm hånd sat det hele eminent sammen så vi bevarer den hurtige revy-rytme i forestillingen og får de mange kendte sange placeret så de passer perfekt til handlingen i Sisse Gerd Jørgensens flotte luftige dekoration der minder om en himmelsk revyscene.

Det er historien om en kunstner der vælger friheden – og dermed også den ensomhed der går hånd i hånd med at leve kompromisløst, men det er også historien om at kæmpe for kunsten – og at give kunsten mening i en tid der til stor skræk kan minde lidt om vores egen. En tid hvor man helst kun ville kigge indad og ikke var villig til at invitere nogen indenfor rækværket – i hvert fald ikke nogen der kom langvejs fra. Men det er også en tid med en national fællesskabsfølelse i kølvandet på den tyske besættelse af landet og en tid med begrænset kunstnerisk frihed – eller netop en stor kunstnerisk frihedsfølelse på grund af begrænsningen. Efter succesen med forestillingen Dyveke – den med den berømte vise "Man binder os på mund og hånd"– konstaterer Politiken i hvert fald at "Det er som om, at en ufrivillig eller frivillig censur skærper viddet".

Det er i hvert fald masser af vid i Folketeatrets Liva-forestilling. Velspillende spillere og velspillende akkompagnatør i skikkelse af Jens Krøyer. En flot forestilling med hjerte og klogskab. Vi går herligt berigede fra teatret.