Betagende balletdrama

Nikolaj Hübbe kaldte selv på scenen lørdagens premiere for en af de vigtigste i Den Kongelige Ballet gennem de seneste år – nok egentlig mest fordi der ikke er så mange andre forestillinger om buddet. Kigger man mod f.eks. England har ikke kun Royal Ballet men også mindre kompagnier som Northern Ballet taget handlingsballetten til sig. Det er da også en englænder der har skabt Spar Dame til Den Kongelige Ballet, og man mærker tydeligt arven fra MacMillan og Ashton, men det raffinerede trinsprog er Scarlets eget. Han har før med megen succes skabt både En Skærsommernatsdrøm til Royal New Zealand Ballet og Carmen til Den Norske National Ballet. 

Liam Scarlett synes at kunne det som f.eks. Christopher Wheeldon havde besvær med i forrige sæsons Alice i Eventyrland – nemlig at få fortalt historien tydeligt og præcist. Sådan som John Neumeier i Hamborg har gjort det i årtier – og stadig kan! Med en enkel scenografi der ikke står i vejen for trinene, men får dem til at stå knivskarpt frem fortæller Scarlett den gotiske gyserhistorie om den kølige grevinde der i prologen først i rent begær taber og dernæst vinder et kortspil – og dermed redder sin formue – hvorefter hun holder hemmeligheden om hvordan hun vandt, tæt til kroppen. Den unge lidenskabelige og vilde officer Hermann er nærmest sygeligt besat af at få hemmeligheden at vide. Vejen til Grevinden går gennem hendes plejedatter og hendes barnebarn. En farlig intrige sættes i værk, og følgerne er katastrofale. 

Det er skæbnetungt balletdrama, og det er betagende godt udført.

Det er Aleksandr Pusjkin der har begået historien i 1834, og den er senere blevet sat til musik af Tjajkovskij i operaen af samme navn. Tjajkovskijs musik bruges også i balletten – ikke meget fra operaen Spar Dame men fra mange andre steder og flot og effektfuldt sat sammen af Martin Yates. 

Kizzy Matiakis er simpelthen den fuldendte grevinde. Nærmest erotisk kølig i udstråling og med vreden og forfængeligheden lige under overfladen – en pragtpræstation. Andreas Kaas er måske lidt vel ung i udseende til at spille officeren Hermann, men han giver alt hvad han har i sig i dramatisk spil og sikker dans så man tror på hans figurs livsfarlige begær. Ida Praetorius har mange smukke øjeblikke som plejedatteren Liza, og Jón Axel Fransson er elegant og selvsikker som grevindens barnebarn. Holly Jean Dorger, Benjamin Buza og Jonathan Chmelensky fuldender solistkorpset. Ensemblets herrer og damer danser den svære, smukke og delikate koreografi til bravur. 

Det blev en af de mest fuldendte og vellykkede aftener i Den Kongelige Ballet i mange år – men der burde have været mange flere af dem, og man må håbe de kommer i fremtiden.