LGBT-Danmark flytter tættere på Rådhuspladsen,
i lokaler der kan rumme flere frivillige og ansatte.
Efter godt 12 år i den legendariske baggårdsbygning i Teglgårdstræde flyttede Landsforeningen til et noget finere område på Strøget.
Dengang hed den konstituerede forperson Maren Granlien, og året var 2008. Lokalerne i Nygade på Strøget var meget billigere end Teglgårdstræde.
De seneste år er der igen kommet flere ansatte og flere frivillige, og lokalerne er blevet for små.
LGBT Danmark flytter kun nogle få hundrede meter væk, nemlig til den bygning som også huser Aids-fondet.
I deres nyhedsbrev skriver de:
I vores nye lokaler glæder vi os til at i fællesskab at opbygge det fremtidige LGBT Danmark samt at favne endnu bredere. Vi har mange spændende projekter i støbeskeen, og disse nye fysiske rammer er med til at sikre LGBT Danmarks fortsatte udvikling.
Vi vil over det næste stykke tid udarbejde en plan for den bedst mulige udnyttelse af vores nye kvadratmeter. Dette vil ske i et samarbejde mellem samtlige grene af foreningen, altså både frivilliggrupper, politiske udvalg, landsledelse samt sekretariatet, som alle har deres daglige gang i lokalerne.