Traditionen tro, var landene på forhånd delt ind i fem grupper, som var baseret på stemmemønsteret de seneste år. Således var alle nordiske lande samlet i den samme gruppe. Det samme gjaldt eksempelvis alle de tidligere jugoslaviske og sovjetiske republikker.
Lodtrækningen gav følgende resultat:
I den første semifinale, som finder sted den 12. maj, og som med rette kan betegnes som en dræbergruppe, optræder disse lande:
- Nordmakedonien
- Norge
- Hviderusland
- Litauen
- Kroatien
- Sverige
- Aserbajdsjan
- Malta
- Israel
- Slovenien
- Australien
- Ukraine
- Rumænien
- Irland
- Belgien
- Rusland
-
I den anden semifinale, som finder sted den 14. maj, optræder disse lande:
- Østrig
- Danmark
- Moldova
- Bulgarien
- Polen
- Schweiz
- Finland
- Armenien
- San Marino
- Letland
- Serbien
- Island
- Georgien
- Portugal
- Tjekkiet
- Grækenland
- Albanien
- Estland
-
Fra hver semifinale vil de ti bedste sange går videre til den store finale.
Sidste års vinder af Eurovisionen, Holland, samt de fem lande, der yder det største økonomiske bidrag til organisation og afholdelse af eventet - Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig - er automatisk kvalificeret til finalen.
Selv om de ikke selv deltager i semifinalerne, skal de seks automatisk kvalificerede lande stadigvæk stemme: Italien, Holland og Tyskland skal således afgive deres stemmer i den første semifinale, mens Frankrig, Storbritannien og Spanien vil uddele deres stemmer i den anden semifinale.
Hvis man skal sige noget om Danmarks chancer for en plads i finalen, før vi overhovedet har hørt sangene, ser det umiddelbart lovende ud. For de første, er konkurrencen i den anden semifinale klart svagere i forhold til den første semifinale. For det andet, skal de lande, som plejer at være gavmilde med point til Danmark, såsom Storbritannien, Frankrig, Østrig, Schweiz, Island, Letland, Estland, Grækenland og Spanien, enten stemme eller optræde i Danmarks semifinale.
Finalen afholdes den 16. maj i Ahoy Arena i Rotterdam.