Dramaet omkring Ruslands deltagelse i Det Internationale Melodi Grand Prix (MGP) fortsætter. I dag har det fået tilføjet et nyt kapitel.
I går skrev vi, at Ukraines sikkerhedstjeneste ville tage stilling til, om Ruslands repræsentant ved årets MGP, Yulia Samoylova, får lov til at rejse ind i Ukraine. Dette skyldes, at Samoylova i 2015 optrådte ved en koncert på det russiskannekterede Krim uden at ansøge de ukrainske myndigheder om indrejsetilladelse først. Dermed har Samoylova handlet i strid med Ukraines lovgivning.
I dag besluttede de ukrainske myndigheder at nægte den russiske sangerinde indrejse i Ukraine. Denne manøvre sætter EBU, som er den hovedansvarlige instans for MGP, på en hård prøve. Indtil videre har EBU i en pressemeddelse meldt ud, at de respekterer den ukrainske lovgivning, men at de samtidig er kede af af denne udvikling, fordi den ikke er i MGP's ånd, samtidig med at den strider imod inklusion som en af MGP's centrale værdier. EBU har også meddelt, at man vil arbejde på, at samtlige årets MGP-deltagere får lov at stille op i Kiev til maj.
Det russiske udenrigsministerium betegner ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau RIA Novosti udelukkelsen af Samoylova som "kynisk og umenneskelig". Det kan medføre, at Rusland i fremtiden boykotter verdens største musikkonkurrence.
Det bliver spændende at følge med i, hvordan EBU løser en af de største krisesituationer i MGP's historie, hvis ikke den største.