Noget af et specielt emne til en musical i Londons West End. Ophavsmændene siger selv, at forestillingen er den musical, Rodgers og Hammerstein aldrig fik skrevet. Rodgers og Hammerstein er parret bag bl.a. Sound of Music og South Pacific, og de repræsenterer om nogen musicalens klassiske periode i fyrrerne og halvtredserne. Musikken i forestillingen er da også i stil med de store musicals fra den periode, men historien har noget mere på hjerte end blot at fortælle en kærlighedshistorie.
Det er et nærmest glemt og ubeskrevet kapitel i 2. verdenskrig - de homoseksuelle mænd og kvinder der deltog i krigen - ofte forfulgt af højerestående officerer, da det var forbudt at være homoseksuel i den amerikanske hær.
Vi følger den unge og usikre Stu (den enormt charmerende Scott Hunter), fra han kommer ind i hæren, kejtet og bange for at skulle stikke ud fra de andre, som han intet har til fælles med. Han føler sig meget alene men bliver venligt behandlet af den sikre soldat Mitch (en råsexet Andy Cohen). Det bliver til mere end venskab, og snart finder Stu ud af, at han ikke er alene i verden: Der er mange flere som ham, der har et helt hemmeligt sprog til hinanden "The Friends of Dorothy" (henførende til Troldmanden fra Oz-filmen og et af verdens første store bøsse-ikoner Judy Garland). Problemerne opstår, da ikke alle i kompagniet er lige forstående overfor den forbudte kærlighed. Stu fører en dagbog, og han kommer i fedtefadet hos militærpolitiet, da dagbogen ender i deres hænder. Stu kan vælge mellem at komme i fængsel i op til syv år eller blive sendt til fronten, hvilket er nærmest lig med døden. I et desperat forsøg på at finde kæresten Mitch, som også kæmper ved fronten, vælger han det sidste,.
Stu overlever, dræber tre japanerer og bliver derfor "benådet" og sendt hjem. Han finder frem til Mitch, som dog ikke har haft modet til at springe ud af skabet - og er blevet gift med en pige. Mitch dør af druk og ulykkelig kærlighed nogle år senere. Hvad der sker med Stu, får vi ikke at vide, men hans mål var at få udgivet sin dagbog for at få belyst emnet om de mange bøsser og lesbiske, der kæmpede på flere fronter under krigen og måtte leve i skjul. Hans dagbog findes af en ung bøsse på et loppemarked i San Francisco uden at være udgivet - men nu lever histoien videre og er med til at give en forståelse for, hvad der for ikke så mange år siden blev kæmpet for, og hvorfor det er vigtigt at forstå, hvorfor vi afholder PRIDE parader rundt omkring i verden. Der er masser af skøn musik og svedige dansenumre, samt hede kyssescener og bare overkroppe. Gad vide, hvornår et dansk teater har modet til at sætte den op?
Mere teater for homoer i London
Der er mere teaterguf på scenerne i London, set med bøsse-øjne. I musicalen Half a Sixpence danser og synger den unge kometstjerne, Charlie Stemp, sig ind i alles hjerter med hot drenget charme, der går lige i underlivet. I familie-musicalen The Wind in the Willows (Vinden i Piletræerne) har de homoseksuelle bagmænd sørget for, at der er mere end bromance mellem Simon Lipkins sexede Rotte og Craig Mathers nuttede Muldvarp. Begge forestillinger har manuskript af Julian Fellows, som også stod bad TV-hittet Downton Abbey.
Musicalen Dreamgirls byder på Diva i særklasse med Amber Riley fra Glee i storform. På Phoenix Theatre spiller Evita i disse uger med en muskuløs Gian Marco Schiaretti i rød tank-top som Che, og Emma Hatton som den bedst syngende Evita jeg nogensinde har hørt. Der er pailetter og step i skarp præcision i 52nd Street på Royal Dury Lane, og yndefuld balletoptrin og stramme balder i teaterudgaven af An American in Paris på Dominion Theatre, iscenesat af balletdarlingen Christopher Wheeldon, der også stod for Alice i Eventyrland på Den Kongelige Ballet sidste vinter.
På skuespilsiden kan man nyde den åbne homoseksuelle Andrew Scott (Kendt fra serien Sherlock, hvor han spiller Moriaty) som Hamlet på Harold Pinter Theatre, og er man til kvindehørm og lesbiske undertoner er Our Ladies Of Perpetual Succour på Duke of York's Theatre sagen. Endelig er hotte Jack O'Connell for det meste uden ret meget tøj i Cat on a Hot Tin Roof (Kat på et varmt bliktag) på Apollo Theatre.
Det er aldrig kedeligt at gå i teatret i London, ligemeget om man mest kommer for kunsten eller de hotte medvirkende.