Hinrik Kannewolf er en af lyspunkterne i den meget lange forestilling Queers, der lige nu spiller på Galathea Kroen i København., Foto Leftfield Theatre

Queers i close-up

Af Per Lundsgaard 18. august 2018

På Galathea Kroen i Rådhusstræde kan man opleve forestillingen Queers. Forestillingen sætter de sidste hundrede års britiske LGBT-historie på scenen – desværre føles det også som om den varer i hundrede år!

Titel:
Queers

Teater:
Leftfield Theatre på

Galathea Kroen

Spilleperiode:
17 - 25. august 2018

Det er en god ide af Leftfields Thetre at sætte forestillingen op i prideugen, og at sætte den op i en bar og restaurant. Vi føler som publikum at vi er helt tæt på de forskellige LGBT-relaterede personer der fortæller deres historier.

Forestillingen havde premiere på The Old Vic i London i 2017, og her havde man klogeligt valgt at dele monologerne over to dage. Det valg har instruktøren Lee Elms ikke taget – og det er nærmest en katastrofe for forestillingen. Tre timer og fyrre minnutter er vi oppe på før vi får lov til at forlade Galathea Kroen igen. Det går simpelthen ikke når aftenen primært indeholder monologer talt i et meget monotont engelsk. 

Der er få lyspunkter i den lange lange aften. Atli Benedikt er hjertegribende som den unge soldat under første verdenskrig der i et kort øjeblik oplever den forbudte kærlighed som ellers må holdes skjult da den kunne udløse mange år i fængsel. Det var det Oscar Wilde blev udsat for, og det knækkede ham. Wilde er i øvrigt nævnt i monologen da den unge soldat som barn har set ham blive ført bort i lænker på en jernbanestation. 

Daniel Neil Ash er skøn som Phil, en ung skuespiller der i slut-80'erne altid får roller som døende AIDS-patient, grundet sit unge lidende udseende – men så banker virkeligheden på. En monolog der fikst spreder sig over hele aftenen, men også lider under at man til sidst ikke orker at høre efter mere da den kommer igen inden det sidste indslag. 

Chris Thabo Pietersen har nerve og power som Frederick der oplever diskriminering både over sin hudfarve og seksualitet i 40'ernes London.

Hinrik Kenneworff er knuselskelig som Andrew der under en demonstration får sin første rigtige seksuelle oplevelse, og Kathryn Dorgan er rørende som kvinden der lever med en homoseksuel mand i 50'ernes England. 

Det er et underligt valg at Trine Runge skal spille en homoseksuel mand – lige meget hvor god hun er i rollen, undrer og forvirrer det publikum der ikke rigtig ved hvad vi skal med det twist.

Resten af aftenen er der ikke meget at skrive hjem om, og hvis forestillingen skal opføres på en aften skal fire af monologerne skæres væk. Det er uretfærdigt overfor skuespillerne at skulle møde et så træt og opgivende publikum – også fordi der desværre ikke rigtigt sker en udvikling i instruktionen – andet end at vi flytter rundt forskellige steder både oppe og nede på Galathea Kroen. Der  bliver sat en stemning an i monologen, og den holdes så for det meste ret unuanceret gennem hele teksten. Langsommelige er også overgangene med musikken der er sat ind for at give en tidsplacering af den fortælling vi skal opleve. På plussiden er dog også en ret præcis kostumering der passer godt til de enkelte personer og den tidsperiode hvori deres historier foregår.

På den alt for lange aften er der alstå få lyspunkter der virkelig lever og sætter sig, men den store saks skulle have været fremme og skåret kraftigt i teksterne hvis de alle skulle have plads samme aften. 

Tjek os ud

Andet

Annonce
 Firenze

5 fantastiske byer til en forlænget weekend

Foråret er en perfekt tid til at tage på opdagelse i Europa. Uanset om du vælger Berlins moderne vibe, Firenze...

Selvom det er mere klimavenligt at rejse med tog eller bus, er fly stadig det foretrukne transportmiddel for d...

Hvordan skal rejsen i 2025 forgå?

I takt med at klimakrisen eskalerer, bliver spørgsmålet om, hvordan vi rejser, stadig mere presserende. Skal v...

Er det et fly? Er det et tog? Eller er det en bus? Man kunne næsten tro, vi taler om Superman, men sandh...

  Antique, My Number One

Eurovision 2005: Jubelår i Kyiv og græsk sejr med Helena Paparizou

Vi er nu nået til 2005 – året hvor Eurovision kunne fejre sit 50-års jubilæum. Det blev markeret med et farver...

12. maj
 Nocturne - secret garden

Eurovision 1995: En nordisk sejr med stilhedens kraft

Vi fortsætter vores rejse og lander i året 1995 – en tid, hvor Eurovision tog en mere kunstnerisk drejning med...

11. maj
 La det swinge

Eurovision 1985: Norsk triumf og Grand Prix-hygge i Göteborg

Vi er nået til 1985 i vores tidsrejse gennem Eurovisionens historie. Et år, hvor Norge for første gang smagte ...

10. maj
 Ding-A-Dong

Eurovision 1975: Sveriges debut som værtsland og starten på det pointsystem, vi kender i dag

Vi fortsætter vores rejse gennem Eurovisionens historie og gør nu stop ved året 1975. Det var året, hvor Sveri...

8. maj