Queers i close-up

Det er en god ide af Leftfields Thetre at sætte forestillingen op i prideugen, og at sætte den op i en bar og restaurant. Vi føler som publikum at vi er helt tæt på de forskellige LGBT-relaterede personer der fortæller deres historier.

Forestillingen havde premiere på The Old Vic i London i 2017, og her havde man klogeligt valgt at dele monologerne over to dage. Det valg har instruktøren Lee Elms ikke taget – og det er nærmest en katastrofe for forestillingen. Tre timer og fyrre minnutter er vi oppe på før vi får lov til at forlade Galathea Kroen igen. Det går simpelthen ikke når aftenen primært indeholder monologer talt i et meget monotont engelsk. 

Der er få lyspunkter i den lange lange aften. Atli Benedikt er hjertegribende som den unge soldat under første verdenskrig der i et kort øjeblik oplever den forbudte kærlighed som ellers må holdes skjult da den kunne udløse mange år i fængsel. Det var det Oscar Wilde blev udsat for, og det knækkede ham. Wilde er i øvrigt nævnt i monologen da den unge soldat som barn har set ham blive ført bort i lænker på en jernbanestation. 

Daniel Neil Ash er skøn som Phil, en ung skuespiller der i slut-80'erne altid får roller som døende AIDS-patient, grundet sit unge lidende udseende – men så banker virkeligheden på. En monolog der fikst spreder sig over hele aftenen, men også lider under at man til sidst ikke orker at høre efter mere da den kommer igen inden det sidste indslag. 

Chris Thabo Pietersen har nerve og power som Frederick der oplever diskriminering både over sin hudfarve og seksualitet i 40'ernes London.

Hinrik Kenneworff er knuselskelig som Andrew der under en demonstration får sin første rigtige seksuelle oplevelse, og Kathryn Dorgan er rørende som kvinden der lever med en homoseksuel mand i 50'ernes England. 

Det er et underligt valg at Trine Runge skal spille en homoseksuel mand – lige meget hvor god hun er i rollen, undrer og forvirrer det publikum der ikke rigtig ved hvad vi skal med det twist.

Resten af aftenen er der ikke meget at skrive hjem om, og hvis forestillingen skal opføres på en aften skal fire af monologerne skæres væk. Det er uretfærdigt overfor skuespillerne at skulle møde et så træt og opgivende publikum – også fordi der desværre ikke rigtigt sker en udvikling i instruktionen – andet end at vi flytter rundt forskellige steder både oppe og nede på Galathea Kroen. Der  bliver sat en stemning an i monologen, og den holdes så for det meste ret unuanceret gennem hele teksten. Langsommelige er også overgangene med musikken der er sat ind for at give en tidsplacering af den fortælling vi skal opleve. På plussiden er dog også en ret præcis kostumering der passer godt til de enkelte personer og den tidsperiode hvori deres historier foregår.

På den alt for lange aften er der alstå få lyspunkter der virkelig lever og sætter sig, men den store saks skulle have været fremme og skåret kraftigt i teksterne hvis de alle skulle have plads samme aften.