På den internationale hiv/aids konference for 4 år siden i Wien besluttede IAS (International Aids Society) at centralisere forskningen om at udvikle en kur mod hiv. Derfor tog IAS initiativ til at samle 40 af verdens skarpeste forskerhjerner i en arbejdsgruppe og bede dem udforme en videnskabelig strategi med titlen 'Towards an Hiv Cure'. Strategien skulle baseres på en enighed om, hvilken rolle forskning vedrørende hiv-depoterne (reservoirer) i kroppen fremover skulle spille. Desuden var det arbejdsgruppens opgave at opstille prioriteringer i den kommende forskning med at løse problemet, at hiv fortsat i et eller andet omfang forbliver i kroppen trods kombinationsbehandling mod hiv og umålelig virusmængde.
På IAS-konferencen to år efter i Washington DC lå strategiplanen klar og blev godkendt. Er planen blevet fulgt?
Og har den virket?
Det korte svar er: 'ja - i den grad!'.
På konferencen her i Melbourne bliver der fremlagt mange forskningsresultater, der netop sætter fokus på problemet: Hvor gemmer hiv sig, når vi ikke længere kan måle virus, fordi behandlingen er så god? Hvad kan 'vække' hiv til live igen længe efter, at vi tror, det er forsvundet?
Lad os se på nogle eksempler:
På konferencen sidste år i Kuala Lumpur berettede to læger fra Boston om, at de havde foretaget transplantation af stam-celler på to hiv-smittede patienter, ikke for at helbrede dem for hiv-infektion, men for at helbrede dem for lymfekræft. Kort tid efter operationen var begge patienter holdt op med at tage deres hiv-medicin, og længe efter kunne man stadig ikke måle hiv i deres blod. Imidlertid viser det sig nu, at hiv igen kan måles i deres blod. De er igen hiv-smittede, uden der er sket nysmitte.
Et andet eksempel er den såkaldte 'Mississippi baby'. Hendes mor var hiv-smittet, og derfor blev hun sat i behandling kun 30-timer efter fødslen. Hun blev behandlet i 18 måneder for at forhindre en fortsat hiv-infektion. Efter de 18 måneder stoppede man behandlingen, og pigen var nu uden målelig hiv i 27 måneder. Alle troede, at hiv-infektionen var forsvundet. Men nej! Efter over 2 år dukkede hiv igen op, og pigen, som nu er 4 år, måtte atter sættes i behandling som hiv-smittet. Eftersom pigen nu er 4 år, skal vi nok udskifte 'baby' med 'child'.
Er disse forløb fiaskoer for forskningen?
Slet ikke.
De giver svar på hidtil ukendte kendsgerninger. Dels etableres hiv-depoterne meget tidligt i infektionsforløbet, dels bliver der flere af dem, jo senere behandlingen sættes igang.
For at komme gådens løsning nærmere er det efter forskernes mening nødvendigt at opfylde 3 forudsætninger:
1) Det skal afdækkes, hvor det hiv opholder sig, som efter meget lang tid (over 2 år) kan sætte produktionsprocessen af hiv igang igen.
2) Der skal udvikles bedre og finere målemetoder for hiv i organismen.
3) Der skal iværksættes yderligere og intensiveret forskning på baggrund af de hidtidige forskningsresultater.
På SKejby Hospital i Århus har et forskerhold kørt et studie i et par år efter strategien 'kick and kill' (væk til live og slå ihjel), hvilket vil sige, at man har vækket det 'sovende' virus til live og derefter forsøgt at slå det ihjel. Det er i nogen grad lykkedes, men ikke helt, idet man kun har fået ram på nogle af de sovende hiv-depoter. Derfor er teorien på Skejby, at der skal en kombination til - en kombination af 'kick and kill' og en allerede afprøvet terapeutisk vaccine. Et sådant kombinationsforsøg er netop blevet søsat i Århus.
Studiet blev på konferencen præsenteret af Ole Schmeltz Søgaard, som tidligere har fået Aids-Fondets forskningspris. Ole høstede stor ros og anerkendelse fra de tilstedeværende tilhørere ved præsentationen
For andre forskere er stratigien:
Dræb så mange hiv-depoter som muligt med 'kick and kill' - og styrk immumforsvaret, så det selv kan holde resten af hiv i skak uden behandling.
Der er ingen tvivl om, at IAS' initiativ 'Towards an Hiv Cure' har styrket det internationale samarbejde mellem de forskellige forskningscentre.