Denne blog vil desværre dele os i to.
For sandheden er, at vores miljø er splittet i dag:
Dem der mener, at woke-tendensen er løbet helt af sporet – og dem der mener, at alt er fint, og at problemet altid ligger hos “de andre”.
Jeg skriver til begge "lejre".
Og jeg gør det vel vidende, at halvdelen vil nikke – og halvdelen vil koge.
Men vi bliver nødt til at tale om det her.
For Danmark sendte en meget klar besked ved kommunevalget:
Dansk Folkeparti går fra 91 til 152 mandater.
Bare lad det tal synke ind.
Hvis det ikke får alarmklokkerne til at ringe, så er vi tættere på et demokratisk tilbageslag, end vi selv forstår.
Har vi – ja, os – været med til at puste til flammerne?
Når et parti som Dansk Folkeparti får så markant fremgang, er det fristende at råbe “højredrejning!” og “had!”.
Men den forklaring er alt for nem.
For i virkeligheden er der et langt mere ubehageligt spørgsmål, vi i miljøet bliver nødt til at stille:
Har LGBT+ miljøets måde at fylde i debatten på – vores tempo, vores retorik, vores interne konflikter – utilsigtet skubbet vælgere over i armene på DF?
Ikke fordi vores kamp er forkert, men fordi det indtryk, der lander ude i de danske stuer, ofte er noget helt andet end det, vi selv synes vi sender ud.
Og samtidig må vi erkende noget andet:
Hverken Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) eller Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) henter i dag deres stemmer på klassisk udlændingepolitik. Den dagsorden har stort set alle andre partier adopteret i én eller anden form. Så for at skille sig ud, må de finde nye kamppladser.
DF har kastet sig over anti-woke.
Inger Støjberg har valgt ulve og "jernmarker".
Og det forstår folk – langt mere umiddelbart end abstrakte diskussioner om køn, rettigheder og identitet.
Er Danmark blevet for woke – eller bare udmattet?
De sidste mange år har været én lang kulturkamp om køn, sprog, identitet og symbolpolitik.
For os er det nødvendige kampe.
For mange andre er det blevet en uendelig strøm af krav, regler og nye sproglige normer, de ikke kan følge med i.
Og det er ikke realiteterne, der styrer politik.
Det er folks følelser.
Og lige nu føler mange:
at debatten er et minefelt
at et forkert pronomen gør dig til en skurk
at en bemærkning kan koste dit job'
at humor er blevet farligt
at nye regler og retningslinjer vælter ind fra alle sider
Vi kan synes, at folk burde tage sig sammen.
Vi kan mene, at de skal følge med tiden.
Men hvis vælgerne føler, at de bliver talt ned til – så reagerer de.
Det er præcis det, vi ser nu.
Europa og USA viser, hvad der sker, når træthed bliver til modreaktion
Hvis vi tror, at Danmark aldrig kunne gå samme vej som andre lande, så er vi naive.
Se mod:
USA, hvor Trumps retorik har ført til forbud mod sundhedsbehandling, dragshows, queer undervisning og fjernelse af rettigheder, der har været sikre i årtier.
Ungarn, hvor LGBT-materiale er blevet fjernet fra biblioteker, og regnbuefamilier udviskes i lovgivningen.
Slovakiet, hvor transrettigheder rulles tilbage.
Italien, hvor regnbuefamilier systematisk undermineres.
Fællesnævneren?
Det startede ikke med had.
Det startede med en bred oplevelse af, at “nu går det for vidt”.
Danmark er ikke immun
152 DF-mandater fortæller os, at vi er på vej ind i samme mekanisme.
Hvis modreaktionen vokser yderligere ved næste valg, kan det lige så godt blive her, rettigheder bliver rullet tilbage.
Fake news + tavshed = politisk dynamit
En stor del af problemet er, at fake news om LGBT+ flyder frit.
Vi har set alt fra:
“LGBT+ kræver kønsneutrale trafiklys”
“Skoler tvinger børn til at vælge køn”
“Man må ikke sige mor og far mere”
Alt det er løgn.
Men når vi tier, så bliver løgnen til “der er nok noget om det”.
Vi burde kunne svare på ét sekund:
“Det der er pjank. Det er ikke noget vi står for. Slap af.”
I stedet reagerer vi fire dage senere, eller skriver et akademisk pdf-dokument, eller tænker “det gider jeg ikke gå ind i”.
Problemet er bare:
Mens vi ikke gider – så stemmer folk.
Vi må indrømme, at vi fylder mere, end vi tror
Der er én ting, mange i miljøet ikke kan lide at høre:
Vi er blevet symboler – mere end vi er mennesker.
Vi bliver brugt i kulturkampen, i politiske projektioner, i medieskandaler, i identitetspolitik og klikfabrikker.
Når vi diskuterer pronomen, queer teori, normkritik og sprog, er det for os helt naturlige samtaler.
Men ude i resten af landet bliver det set som tegn på en udvikling, der er løbet løbsk.
Ikke fordi vi er forkerte, men fordi kommunikationen er dårlig, og forståelsen for, hvordan det lander blandt almindelige mennesker, er næsten ikke-eksisterende.
Og i politik er perception vigtigere end fakta.
Brobygning NU – ikke når skaden er sket
Hvis vi vil undgå amerikanske tilstande, må vi ændre vores strategi – ikke vores identitet.
Kort fortalt:
Vi skal lære at sige: “Det der er ikke vores kamp.”'
Vi skal aflive fake news med det samme.
Vi skal stoppe med at lade symbolpolitik fylde.
Vi skal kommunikere menneskeligt, ikke akademisk.
Vi skal tale med folk – ikke ned til dem.
Vi skal invitere tvivl velkommen, i stedet for at udskamme den.
Der er forskel på at stå fast på rettigheder og at skubbe folk væk med det tempo, vi taler i.
Konklusion: Vi står ved et politisk vejskel
152 DF-mandater er ikke bare et tal.
Det er en advarsel.
En advarsel om, at:
Danmark er ved at miste pusten i kulturkampen.
Miljøet bliver brugt som symbol på “det, der er gået for vidt”
Befolkningen reagerer med stemmesedlen, ikke dialog
Vi risikerer samme tilbageslag som USA, Ungarn og Italien
Hvis vi vil undgå den udvikling, så må vi – hele miljøet – stoppe op og overveje:
Kæmper vi på en måde, der faktisk flytter noget den rigtige vej?
Eller kæmper vi på en måde, der skubber flere væk, end den overbeviser?
For kampen stopper aldrig.
Men den kan tabes, hvis vi ikke forstår, hvorfor modreaktionen vokser.
NB!
Blogs på XQ28 er ikke udtryk for sitets redaktionelle linje. Blogs står helt og holdent for skribentens regning og ansvar. XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet som bringes til torvs i blogs.
Hvis du også gerne vil blogge, kan du sende os en mail på info@XQ28.dk