Ruslands højesteret har torsdag forbudt "den internationale LGBT-bevægelse" og stemplet den som "ekstremistisk". Højesteretten brugte omkring fem timer på at afsige kendelsen og selve retsprocessen var lukket for medier. Journalisterne fik dog mulighed for at høre kendelsen, da den blev afsagt.
Repræsentanter for LGBT+-personer frygter, ifølge Reuters, at højesterettens dom vil føre til anholdelser og retsforfølgelse. Det står dog ikke umiddelbart klart, om dommen får konsekvenser for specifikke individer eller organisationer. En dommer fastslår ifølge AFP, at den "internationale LGBT-bevægelse og dens underafdelinger" nu anses for at være "en ekstremistisk organisation".
Kendelsen gælder med øjeblikkelig virkning og kommer efter en henvendelse fra justitsministeriet. En lang række menneskerettighedsorganisationer og oppositionsgrupper er blevet stemplet som "ekstremister" eller "udenlandske agenter" i Rusland. Denne udvikling er især taget til efter invasionen af Ukraine sidste år.
Over 100 grupper er, ifølge Reuters, blevet stemplet som ekstremistiske. Det gælder blandt andet den religiøse bevægelse Jehovas Vidner og organisationer med tilknytning til oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj. For de grupper har der været anholdelser, efter at de har fået ekstremistbetegnelsen. Flere grupper, heriblandt gruppen Center T, der kæmper for transkønnedes rettigheder, vil snart komme med sikkerhedsretningslinjer for LGBT-personer.
Torsdagens dom er del af en tendens, hvor Rusland slår ned på folk, der udtrykker deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Der har blandt andet været love imod at fremme "utraditionelle" seksuelle relationer og kønsskifte er også blevet forbudt.