Vild Wilde i Grønnegårdsteatret 

Den begavede instruktør Niels Erling har for første gang kastet sig over en klassisker. Indtil nu har han kun iscenesat nyskreven dramatik, men noget tyder på, at det ikke burde være sidste gang, han tager livtag med et eksisterende værk. Han har et godt øje for at få givet sine karakterer kant og en vis ironisk distance, der på en måde gør dem endnu mere nærværende. 

Der er skrevet om i Wildes tekst, og slutningen er ny, og det er sådan set fint nok for at få et mere moderne flow i forestillingen, men essencen er heldigvis stadig Wildes fra 1895, og selvom den er skrevet for snart 130 år siden, er den så aktuel som aldrig før med sin afsløring af hemmeligheder, der fører til magtfulde mænds fald. Her blot nogle uger efter at musikranchen blev revset igennem i dokumentaren Sexisme i musikbranchen, må Sir Robert Chiltern igennem samme mølle. Han har dog ikke raget nogen på brysterne, men han har modtaget bestikkelse og baseret sin karriere på en løgn, selvom han står som den reneste og mest troværdige politiker. 

Jens Sætter-Lassen spiller denne politiker Sir Robert Chiltern med en tilbagelænet selvsikkerhed, der hurtigt krakelerer og bliver til en klynkende mand, noget hans kone Lady Gertrude Chiltern, spillet med naturlig elegance af Luise Kirsten Skov, helst ikke må opdage. Hun har meget svært ved at forstå sin mands pludselige skift i værdier, da han bliver afpresset af den geskæftige Mrs. Laura Cheve, som Andrea Øst Birkjær gør henrivende levende og herligt kontant. Rundt om dem er der den lapsede dandy Lord Arthur Goring, som Jeppe Ellegaard Marling giver et spændende bud på iført nok aftenens mindst vellykkede kostume, men det er ligesom den stilfærdige kynisme, som ligger i figuren, er blevet lidt væk i forhold til en mere bombastisk udlægning af den rolle, som nok minder mest om Wilde selv. Laura Skjoldborg er den unge selvstændige kvinde, der gerne vil have fingre i den evige ungkarl Lord Goring. Tina Gylling Mortensen er igen en herrerolle, og det gør hun aldeles forrygende, mens aftenens højdepunkt er Johannes Lilleøre som den driftige Lady Markby.

Kostumerne er altid en fornøjelse og oplevelse i Grønnegården, og i år er det Petruska Miehe-Renard, der har sat knald på farver og former, og attributer er fremhævet: Man bærer simpelthen sin branding på tøjet. Det fungerer flot for de fleste. Som nævnt er jeg dog ikke overbevist om kostumet til Lord Arthur Goring – jeg har svært ved at se hvad det gør for figuren. 

Forestillingen vil nok gerne kaldes Queer – på Oscar Wildes tid var det ikke rart at blive kaldt Queer! Det kom man i fængsel for, som Wilde selv prøvede samme år, som han havde skrevet netop En Ideel Ægtemand  – men i dag vil alle helst kaldes det, hvis man vil være "in" – og det må man sige, at forestillingen i Grønnegården er.