Fornøjeligt fortælleteater

Vi er i en slags cabaret-scenografi med rødt glitrende fortæppe omkranset af glødepærer. Ud af tæppet træder først en kvinde, derefter en anden kvinde og så to mænd. De stirrer længe på publikum med et skælmsk blik i øjnene.

Så begynder den ene kvinde på historien om et ægtepar. Jeg vil ikke referere alt for meget fra historien, for en stor del af nydelsen ved forestillingen er netop at få den fortalt, men jeg kan fortælle, at der er mange overraskelser og både morsomme og rørende indslag i den.

Det er kærligheden som en illusion i et langt ægteskab – eller er den?

De fire skuespillere er hver sin figur i fortællingen, efterhånden som den skrider frem, og gengiver anekdoter og oplevelser fra hver deres figurs synspunkt. Det gøres med en imponerende scenisk koncentration, der alligevel virker afslappet og fuld af overskud. For hold da op en masse ord at holde styr på!

Simon K. Boberg har iscenesat det hele med et formidabelt overblik over historien i delikate rammer og smuk lyssætning af Edward Lloyd Pierce og Mads Vegas.

De fire skuespillere er alle aldeles glimrende og har den rette blanding af ironisk distance og hjertegribende nærvær, når de fortæller om de skæbner, de repræsenterer. Især Jon Lange har en smittende scenisk charme.

Stykket varer en time og tre kvarter, som tages i et hug uden pause, men tiden føles ikke lang et eneste øjeblik. Det er livgivende og humoristisk fortælleteater, selvom det handler om død og ulykkelig kærlighed.

Du vil ikke fortryde en tur til Husets Teater for at få en gang russisk kærlighedsforvikling.